Voldsomt stormvejr ødelagde Gedser Fyr

I 1904 ødelagde et voldsomt stormvejr fyrtårnet i Gedser, og der måtte en større ombygning til for, at det igen kunne fungere til gavn og glæde for skibene i Østersøen.

Af Else Hansen, arkivar og seniorforsker, og Christian Larsen, arkivar og forsker. Begge: Rigsarkivet, København.

Stormvejret nytårsaften 1904 var så voldsomt, at fyrmester Lindgaard ved Gedser Fyr 2. januar 1905 måtte indberette til direktøren for Vagervæsenet, at to vagere var drevet fra deres plads, mens en tredje var “helt forlist”. En vager er en flydende farvandsafmærkning.

Det dårlige vejr fortsatte, og 9. januar 1905 måtte fyrmesteren indberette til fyrdirektøren, at højvandet havde skåret seks meter ind i udløbet fra dræningen på lodsjorden.

Gedser Fyr blev ikke bare repareret, men bygget om og moderniseret: Tårnet blev forhøjet, og dets lampe blev moderniseret ligesom flere andre fyr i de år. Der blev opsat et roterende apparat, forsynet med glødenetsbrænder til petroleum i stedet for linseapparatet.

Problemer med det nye fyr

Det nye fyr blev taget i brug 4. august 1905, men gav anledning til problemer, før det kom til at fungere. Glødenettene i det nye fyr var meget skøre, og d. 11. august var der kun 17 net tilbage af de oprindelige 25.

Brænderen gav mange problemer i starten. I september blussede flammen pludselig op, og fyret måtte slukkes i tre kvarter. Imens brændte nødfyret.

Hen på efteråret fik man glødenet fra en ny leverandør, såkaldte “Auer”-net. Fyrmesteren kunne begejstret indberette, at det første af disse net allerede havde brændt i 124 ¼ time og havde givet et meget klart lys. Hvis de øvrige net i forsendelsen da var af samme kvalitet, “da er disse net de bedste der kendes her på stedet.”

Ombygning medførte lønforhøjelser

Der måtte andre mindre ændringer til, før det nye apparat fungerede tilfredsstillende. Fyrmesteren anmodede om at måtte få lavet to trapper, så personalet kunne nå op og pudse lanterneruderne. Desuden var der brug for en skammel at stå på for at nå op og pumpe luft i luftbeholderen.

Fyrmesteren ønskede en anden gulvbelægning i vagtkammeret. Cementgulvet støvede nemlig “for hvert trin man tager – [og det er] ikke mulig at holde rent for støvet som lægger sig alle steder.” I stedet foreslog han et linoleumsgulv. Det var forslag, som straks blev imødekommet. Linoleum blev sendt fra Fyrmagasinet, og fyrmesteren kunne så lade “en lokal mand” lægge det på i vagtrummet.

Fyrinspektionsskibet C.F. Grove kom 1. juli til Gedser Havn for at fragte materiel, som efter ombygningen ikke længere anvendtes, til Fyrmagasinet i København. Skibet tog bl.a. kobberpladerne fra den gamle lanternes tagkonstruktion om bord.

Ved ombygningen blev fyret større, og dets personale fik derfor lønforhøjelser. Lindgaard selv fik nu 1.300 kr om året, mens hans voksne hjemmeboende datter, fyrpasserske Thyra Lindgaard, fik 660 kr. årligt – samme løn som den mandlige fyrpasser.

 

Sømærker og vagervæsen

Fyr og fyrskibe var vigtige kendemærker til brug ved navigation. Men lige så vigtigt var de mange sømærker.

Fyrenes placering og “karakter” (blink, farve, hyppighed m.m.) var afgørende for sikker navigation i de indre danske farvande. Hertil kom en mangfoldighed af sømærker: vagere, båker, lystønder m.m., hver med sin præcise placering og “karakter”. Også karakteristiske bygninger, især kirker, har været betydningsfulde for sikker navigation.

Kendingsmærkers vigtige betydning

Kendingsmærker til brug ved navigation er ikke uforanderlige, men kan ændres af flere årsager: Den teknologiske udvikling af sømærker, mere avanceret navigationsudstyr om bord på skibene eller som resultat af ændrede farvandsforhold, som udlægning af miner, etablering af broer m.m.

Også andre overvejelser kan have betydning for sømærkernes udlægning. I 1854 frarådede Fyrkommissionen at oprette fyr på den jyske vestkyst “for ikke at forlede skibsførere til med for megen tryghed at nærme sig den”. Et andet eksempel er slukningen af fyr under 2. verdenskrig.

Optegnelser af kendingsmærker kan således være kilde til flere forhold af både teknisk og politisk karakter. Optegnelserne fremgår af f.eks. bøger vedr. kystudkig, som blev ført ved fyrene med oplysninger om tid og identifikation for forbipasserende skibe og fly. Eller sømærkeprotokoller med fortegnelse over samtlige sømærker udarbejdet til brug på et bestemt inspektionsskib.

Vagerregnskaber med fortegnelser over samtlige vagere iagttaget af et inspektionsskib findes tilbage til 1845, hvor vagerjagten Marie Mathilde gennemførte inspektionen.

Ny teknologi forandrede fyrvæsenet

I protokoller over “Observerede Fyr og Fyrskibe” kan vi følge inspektionsskibenes ture rundt i landet fra 1875. Det blev noteret, om blinkene var i orden, på hvilken afstand de kunne observeres, og hvordan vejret var. Fra fyrinspektionsskibet Løwenørn rapporteredes der således i april 1878, at man havde observeret 16 fyr rundt om Sjælland fra fem forskellige ankerpladser. Alle fyr var i orden, de viste “rigtige blink”.

En ny teknologi inden for sømærker i de indre farvande blev taget i brug i 1880’erne med lystønder, som blev leveret af firmaet Pintsch i Berlin. Brændstof til lamperne var fedtgas, som blev produceret på Fyrvæsenets Gasstation i Korsør. Dette anlæg rummede ovn, dampmaskine og pumpe. Værket blev delvist nedrevet og genopført i større format i 1908-10, da der var udviklet en metode til fremstilling af blaugas.

Fra 1940’erne betød ny teknologi inden for navigation igen oprettelse af nye stationer, nemlig loranstationer på Færøerne og i Grønland. “Loran” er en forkortelse for “Long range navigation” – navigation over lange afstande – og betegner navigationssystemer, udviklet i USA under og efter 2. verdenskrig. Systemet virker ved, at skibenes Loran-modtagere måler, hvor lang tid signalerne er undervejs. De grønlandske og færøske loranstationer blev drevet af det danske fyrvæsen.