Rigsarkivet/Mød Danmarks historie/Webudstillinger og fortællinger fra arkivet/Fra Rigsarkivets hylder: Genforeningen 1920

Fra Rigsarkivets hylder: Genforeningen 1920

Genforeningen 1920

I sommeren 1920 blev Sønderjyllands genforening med Danmark gennemført og markeret ved Christian 10.s ridt over grænsen og folkefesten på Dybbøl den 10.-11. juli. Siden har grænsen under skiftende vilkår ligget fast og udgjort et stabilt udgangspunkt for forholdet mellem dansk og tysk, også selv om den i vore dage kan føre til diskussioner om grænsepassage og grænsebevogtning.

Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 er en af de store begivenheder i Danmarks historie med vidtrækkende betydning for sønderjyderne, sydslesvigerne, danskerne og tyskerne – samt med interessante perspektiver ud i verden, både dengang og aktuelt.

Denne fotoudstilling tager et arkivalsk blik på begivenhederne op til Genforeningen, under afstemningerne og efter Genforeningen.

(Fotos: Tom Jersø)

Genforeningen 1920 - et historisk overblik

juli 1864

Afslutningen på 2. Slesvigske krig, der bl.a. havde omfattet slaget ved Dybbøl – fredstraktat underskrives i Wien, i den forbindelse mister Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Preussen overtager styringen af Slesvig, mens Østrig kontrollerer Holsten. Danmark begynder først nord for Kongeåen.
23. august 1866

Freden i Prag, som afslutter krigen mellem Preussen og Østrig. Fredstraktatens §5 får en central rolle for de dansksindede slesvigere. Den tilskyndede, at Slesvig og Holsten som udgangspunkt skulle forvaltes af Preussen, men at de nordlige distrikter af Slesvig skulle genforenes med Danmark, hvis befolkningen i disse områder tilkendegav et ønske herom i en fri afstemning. Forhandlingerne om en sådan afstemning strandede imidlertid allerede i 1868 – og i 1878 ophævede Tyskland paragraffen. Paragraf 5 fik dog en stærk symbolværdi for de dansksindede slesvigere.
1871

Det nordtyske forbund under Preussens ledelse nedkæmper Frankrig i den fransk-preussiske krig. Et nyt kejserrige etableres og det nordslesvigske område kom dermed til at indgå i Det Tyske Kejserrige.
1880

Den danske bevægelse i Slesvig opstod som en modvægt til, at området nu hørte til Tyskland. Der blev oprettet foreninger, hvor man kunne dyrke dansk sprog og kultur. Derudover opstod der blandt mange af de tidligere danske sønderjyder et håb om, at grænsen kunne ændres, så det nordlige Slesvig kunne blive en del af Danmark igen.
1. august 1914

1. Verdenskrig bryder ud
23. oktober 1918

H.P. Hanssen rejser sagen om en genforening i den tyske Rigsdag uafhængigt af den danske regering. Med henvisning til Pragerfredens §5 og folkenes selvbestemmelsesret foreslår han, at Nordslesvig indlemmes i Danmark.
11. november 1918

1. Verdenskrig er slut og Tyskland er taber.
14. november 1918

Den tyske udenrigsminister giver H.P. Hanssen et skriftligt tilsagn om en nyordning af Nordslesvigs tilhørsforhold. Som følge heraf udarbejdes i de følgende dage den såkaldte Aabenraa-resolution, der krævede en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort set svarende til den nuværende dansk-tyske grænse. Som et løfte til de dansksindede i Flensborg tilføjede man en sætning om en eventuel afstemning i ‘de tilstødende distrikter’.
17. november 1918

3.000 dansksindede sønderjyder forsamles foran Folkehjem i Aabenraa, hvor H.P. Hanssen meddeler, at sønderjyderne får mulighed for at stemme sig hjem til Danmark.
21. november 1918

Aabenraa-resolutionen overrækkes sammen med den tyske udenrigsministers tilsagn til den danske regering med henblik på at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.
28. juni 1919

Fredstraktaten underskrives i Versailles. Den træder i kraft i januar 1920.
10. februar 1920

Afstemning i zone 1, Nordslesvig el. det nuværende Sønderjylland, hvor der skulle stemmes en bloc, dvs. flertallet i et udelt Nordslesvig skulle være afgørende for det statslige tilhørsforhold. Der blev afgivet 101.652 stemmer, hvilket svarer til en valgdeltagelse på 91,5 procent. 74,2 procent stemte for Danmark og 24,9 procent for Tyskland. Købstæderne Aabenraa, Sønderborg og Tønder havde godt nok et tysk flertal, men som følge af en bloc-reglerne kom de alligevel med til Danmark.
14. marts 1920

Afstemning i zone 2, fra Flensborg og sydpå til en linje Flensborg-Tønning og øen Før (Mellem- eller Midtslesvig). Afstemningen i 2. zone viste et overvældende tysk flertal-i alt ca. 80 procent af stemmerne. I hele 2. zone stemte 12.800 – eller 20 procent – for Danmark, mens der blev talt 51.724 stemmer for Tyskland. Afstemningen i 2. zone var imidlertid ikke samlet, men distriktsvis, men intet afstemningsdistrikt havde dansk flertal.
15. juni 1920

Fra denne dato er Sønderjylland igen en del af Danmark-officiel Genforeningsdag.
10. juli 1920

Kong Christian X. rider over den gamle grænse fra 1864 ved Frederikshøj, Christiansfeld, for at byde sønderjyderne velkommen.

3000 mennesker var mødt op til H.P. Hanssens tale fra Folkehjems altan.

Optakt og Agitation

Den dansk-tyske grænsekonflikt førte til flere krige i 1800-tallet og var i mange år et politisk og kulturelt betinget stridspunkt.

I 1864, efter 2. slesvigske krig, måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig. Den preussisk-østrigske krig i 1866 sluttede med Freden i Prag den 23. august. I dansk kontekst var fredsaftalens § 5 central, idet den gav dansksindede nordslesvigere håb om endnu engang at komme under dansk styre, gennem en folkeafstemning om grænsen.

Efter det tyske nederlag i 1. Verdenskrig, hvor 6000 sønderjyder mistede livet på tysk side, rejste de danske sønderjyder med rigsdagsmand H.P. Hanssen i spidsen krav om en ændring af den dansk-tyske Kongeågrænse fra 1864. Det skete med Aabenraa-resolutionen af 17. november 1918. Den krævede afstemning i det nuværende Sønderjylland under ét, mens Flensborg og andre tilstødende kommuner længere syd på kunne stemme distriktsvis, såfremt folk her forlangte det. Aabenraa-resolutionen blev grundlæggende såvel for den danske regerings grænsepolitik som for Versailles-fredens bestemmelser om den dansk-tyske grænse.

Wienertraktaten af 30. oktober 1864, hvor Danmark afstod Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, til sejrsherrerne Preussen og Østrig. Omkring 200.000 dansksindede i Slesvig (ud af cirka 400.000) kom under tysk herredømme.

Adresse, som en gruppe af nordslesvigere forsøgte at aflevere i 1869 til kong Wilhelm af Preussen, hvori de bad kongen opfylde paragraf 5 fra Freden i Prag i 1866. I paragraf 5 blev princippet om selvbestemmelsesretten fremsat i forbindelse med Nordslesvig (Sønderjylland)

Den danske historiker H.V. Clausen førte detaljerede lister over de sønderjyske landmænd og deres sprog og nationalfølelse. I 1901 indtegnede han på grundlag af disse studier ”Nordslesvigs sydgrænse” på et kort. Den dansk-tyske grænse af i dag svarer næsten hertil.

Møller Aage Jacobsen fra Brøns skriver i sin dagbog om de mange nationale følelser.

Den danske Rigsdagsmand H.P. Hanssen sendte i 1918 et postkort i kodesprog fra Berlin til historikeren Aage Friis. Friis, der var uofficielt bindeled til den danske regering, skulle videregive oplysningerne om, at det tyske rige var ved at kapitulere, så regeringen kunne stå parat med et krav om en folkeafstemning, når kapitulationen skete.

Den danske rigsdagsmand H.P. Hanssens tale fra Folkehjems altan til de knap 3.000 fremmødte. I talen bekendtgjorde han, at en genforening med Danmark var inden for rækkevidde. Et øjeblik de dansksindede sønderjyder havde ventet på i 56 år.

Vælgerforeningen var de dansksindede sønderjyders partiorganisation. Med Aabenraa-resolutionen af 17. november 1918 tilkendegav den, med rigsdagsmand H.P. Hanssen i spidsen, hvordan folkeafstemningen skulle foregå. Ned til Clausen-linjen, der så vidt muligt angav sindelagsgrænsen mellem dansk og tysk i Slesvig, skulle der stemmes under ét. Syd for linjen skulle der stemmes distriktsvis, hvis beboerne ønskede dette.

Den slesvig-holstenske landsforening udsendte den 3. juli 1919 en protest mod Versailles-traktatens slesvigske bestemmelser: Vi erklærer, at vi aldrig vil anerkende udfaldet af en sådan afstemning og fra i dag af vil sætte al vor kraft ind på at udslette den uret, der er besluttet.

Plakat fra protestmøde afholdt af Den tyske forening for det nordlige Slesvig på lokaliteten Knivsbjerg den 11. maj 1919. Mødet var en protest mod Versailles-traktatens fredsbestemmelser, som blev offentliggjort den 7. maj, hvor det bl.a. blev fastslået at den dansk-tyske grænse skulle fastsættes ved en folkeafstemning.

Børn der ser på afstemningsplakater i Flensborg

Af(stemninger)

Den nye dansk-tyske grænse blev draget efter to folkeafstemninger.

Da Versaillesfreden trådte i kraft den 10. januar 1920, kunne man fastsætte folkeafstemningen i 1. zone, Nordslesvig (nuværende Sønderjylland), til den 10. februar og folkeafstemningen i 2. zone, Mellemslesvig (nuværende Sydslesvig) inkl. Flensborg, til den 14. marts.

Afstemningen i Nordslesvig gav et betydeligt samlet dansk flertal, ca. 75 % af stemmerne, men også nogle distrikter med tysk flertal i den sydlige del af zonen. Afstemningen i 2. zone viste et samlet tysk flertal på 80 % af stemmerne. Kun tre små afstemningsdistrikter på øen Før havde dansk flertal.

Afstemningerne foregik under overvågning af en international kommission (CIS: Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig), som styrede afstemningsområderne fra januar til juni 1920. Det sikrede, at afstemningskampen og afstemningerne overholdt demokratiske standarder.

Afstemningerne var en følelsesladet proces i forhold til nationalt sindelag og kulturelt/sprogligt tilhørsforhold.