Dansk byhistorie 1750-1950 – kildepakke

De danske byer har udviklet sig eksplosivt fra det 18. til det 20. århundrede. I kildepakken om dansk byhistorie finder du kilder, der belyser denne udvikling – med fokus på blandt andet byudvikling, urbanisering, industrialisering, kulturel udveksling, sociale forhold og foreningsliv.

Frem til midten af 1800-tallet boede kun omtrent 20% af landets befolkning i byer – fordelt med den ene halvdel i hovedstaden København og den anden i provinsens købstæder. I de følgende årtier skete der imidlertid en klar forskydning mellem land og by. I 1880 boede 28% af befolkningen i byer; i 1901 var det 38% og i 1921 44% (43%, når Sønderjylland medtælles).

Det var især København og de større købstæder, som noterede en kraftig vækst i slutningen af 1800-tallet. Væksten skyldtes først og fremmest en omfattende vandring fra land til by og hang sammen med industrialiseringen, som i denne periode slog stærkest igennem i de store byer. Dog blev der også i en lang række mindre købstæder etableret jernstøberier og andre småindustrier.

I anden halvdel af 1800-tallet opstod der også en lang række nye byer rundt om i landet. Der var tale om den største tilvækst af byer siden 1200-tallet, men i langt de flest tilfælde drejede det sig om landsbyer, der fik tilført nogle nye funktioner af handelsmæssig, industriel, serviceorienteret og uddannelsesmæssig karakter. Hovedparten af de nye byer forblev dog temmelig små, og kun få – såsom Esbjerg og Herning – formåede at tilkæmpe sig en plads i de øverste lag i det danske byhierarki.

+ Åben alle- Luk alle
  • Mere om temaet

    Da der i 1801 blev gennemført en folketælling i det danske kongerige (øerne samt Jylland nord for Kongeåen), boede 101.000 af landets 930.000 indbyggere i København, mens 93.000 fordelte sig på de 67 provinsbyer, hvoraf næsten alle var udstyret med købstadsprivilegier. De største af disse byer – Odense, Aalborg og Helsingør – havde 5-6.000 indbyggere, men næsten halvdelen havde mindre end 1.000 og de allermindste kun ca. 250.

    Selv om nogle af købstæderne var mindre end de største landsbyer, adskilte de sig alligevel klart fra disse. For købstæderne udgjorde selvstændige kommuner (ledet af en borgmester eller byfoged) og havde deres egne domstole (byting). Desuden havde købstæderne lige siden 1300-1400-tallet principielt haft monopol på handel, håndværk og søfart. Gennem alle århundrederne havde der dog også boet masser af handlende og håndværkere på landet. Men i de store og mellemstore købstæder var der en væsentligt større erhvervsmæssig spredning, end man så i landsognene. Og selv om der hørte meget jord til en del af købstæderne, var det som regel kun et fåtal af byboerne, der havde landbrug som deres primære erhverv.

    For de fleste købstæder havde deres hovedfunktion altid bestået i at formidle varer mellem det lokale opland og omverdenen, dvs. at opkøbe og videresælge oplandets overskudsproduktion og at forsyne oplandet med håndværks- og industriprodukter udefra. Desuden fungerede byerne som administrative, uddannelsesmæssige og kulturelle centre for oplandet. Større byer kunne tillige spille en vigtig rolle som formidlere af kulturelle impulser fra ind- og udland. Sammenfattende kan man sige, at byerne var knudepunkter, som havde en meget større samfundsmæssig betydning, end deres befolkningstal umiddelbart kunne tilsige. Dette gælder ikke blot for tiden omkring 1800, men også de foregående århundreder. Og det gælder også for byer i mange andre dele af det før-moderne Europa.

    I anden halvdel af 1800-tallet begyndte byerne for alvor at vokse, og der blev flere af dem. Denne nye byudvikling var et resultat af mange faktorer, bl.a. næringsfrihedsloven af 1857, som gjorde det lettere at etablere handels- og håndværksvirksomheder uden for de gamle købstæder, og en stærkt forbedret infrastruktur. Til sidstnævnte hørte både anlæggelse af jernbaner og nye veje og udbygning af mange havneanlæg. Mange af de landsbyer, som nu blev stationsbyer, fik nogle af de samme økonomiske og administrative servicefunktioner over for oplandet, som købstæderne hidtil havde haft monopol på. Men det var langt fra alle de nye stationsbyer, som fik succes. Nogle steder betød jernbanen således, at handelslivet i stærke købstæder formåede at tiltrække kunder i en større radius end tidligere – på bekostning af de mindre byer, der lå inden for dette område.

  • Udvælgelse af kilderne

    Byer har til alle tider været multifunktionelle steder, hvor mange mennesker mødes og udveksler varer og ideer. Generelt har byer også altid haft en mindre homogen befolkning end landdistrikterne. Dette gælder især for større byer, hvor der ikke blot har været en stor erhvervsmæssig og social spredning, men ofte også mange etniske og/eller religiøse grupperinger.

    Ved udarbejdelsen af denne kildepakke har vi søgt at give et indtryk af de danske byers rolle som møde- og udvekslingssted mellem ca. 1750 og 1945 og af de mange forskellige befolkningsgrupper og typer af aktiviteter, man kunne finde i byerne i denne vigtige periode i dansk urbaniserings historie.

    Kildepakken spænder derfor bredt både kronologisk, geografisk og emnemæssigt. Nogle af kilderne har i sig selv et stort emnemæssigt dækningsområde. Et godt eksempel er Sjællands Stiftamts kopibøger fra 1700-tallet, der ikke blot dokumenterer stiftamtmandens tilsyn med de sjællandske og bornholmske købstæder, men også belyser en lang række økonomiske, sociale og kulturelle problemstillinger.

    Kildepakken har dog også en række tyngdepunkter, hvor det er muligt at kombinere eller konfrontere oplysninger fra to eller flere kildesæt. Der drejer sig bl.a. om fabriks- og industritabellerne fra 1848-55 og erhvervstællingen fra 1935. Man kan også pege på det offentlige fattigvæsen, hvor fattigdistributionsprotokollen fra Viborg og forhandlingsprotokollen i Slagelse er gode og repræsentative eksempler på, hvordan købstædernes socialforsorg fungerede i henholdsvis 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Et tredje tyngdepunkt handler om prostitutionen i København i 1800-tallet. Dette emne er særdeles veldokumenteret i Københavns Politis arkiv, og kildepakken indeholder tre meget forskellige kildesæt, som gør det muligt at få et detaljeret indblik i de prostituerede kvinders forhold.

    Kildepakken indeholder flere store landsdækkende kildesæt, som har været udnyttet i en del undersøgelser, men som stadig kan aftvinges mange oplysninger. Langt de fleste af kilderne i pakken har derimod aldrig eller kun i meget begrænset omfang været brugt tidligere.

Se arkivserier her