“Tingbog” giver fascinerende indblik i Christianias første leveår

I Christianias omfattende arkiv i Rigsarkivet ligger en såkaldt "tingbog", der blev ført på fristaden fra november 1971 til maj 1972. Tingbogen, der er en slags forhandlings- og mødereferatsprotokol, giver et fascinerende indblik i christianitternes visioner og forsøg på at organisere sig i fristadens første leveår.

Af Jørgen Mikkelsen, arkivar og seniorforsker, Rigsarkivet

Linker til billede i fuld størrelse fra Informationskontoret, marts 1972.
Det er hårdt arbejde at opbygge et nyt samfund helt fra bunden. Der blev da også tænkt, talt, skrevet og duplikeret utroligt meget på Christiania i fristadens første leveår. Her er et billede fra Informationskontoret, marts 1972. Foto: Rigsarkivet

Fristaden Christiania blev ”grundlagt” af en række aktivister den 26. september 1971. De var rykket ind på et stort kaserne- og ammunitionsareal, som Forsvaret havde rømmet kort forinden. Da myndighederne ikke havde aktuelle planer for udnyttelsen af området, fik christianitterne lov til at blive boende indtil videre.

De nye beboere havde store ambitioner. De ønskede nemlig, at ”den nye by” skulle danne ramme om ”eksperimentalsamfundet”. Men det var bestemt ikke nogen let at opgave, de stod overfor. For som en af christianitterne formulerede det i den såkaldte “tingbog”, der i dag ligger i Christianias arkiv i Rigsarkivet: ”Vi mangler erfaringer i at opbygge et alternativt samfund”.

Tingbogen giver fascinerende indblik

“Tingbogen” blev ført på fristaden fra november 1971 til maj 1972. En tingbog er normalt enten en retsprotokol fra 1600-tallet eller en bog med tinglysninger fra tiden efter 1927, men christianitterne opfandt en tredje betydning, nemlig en forhandlings- eller mødereferatsprotokol. Den blev især brugt til referater af de talrige ”tingmøder”, dvs. fællesmøder, og den giver et fascinerende indblik i de tanker, der rørte sig i nybyggermiljøet på Christiania.

Fredsforskningscenter og frit musikkonservatorium

Navnlig i de første måneder gik indlæggene i alle mulige retninger. Der blev fx lanceret idéer om et ”frit musikkonservatorium” og et fredsforskningscenter. Manden bag disse tanker mente, at det var muligt at lave ”en pragtfuld by”, og han tilføjede: ”laver vi det skønt, får vi lov at blive her”.

Der var også mange meninger om, hvordan beboerne skulle organisere sig. Nogle argumenterede fx for, at man skulle udskifte fristadens administratorer hver tredje måned for at undgå ”pampervælde”. Andre foretrak en mere stabil ledelses- og organisationsform, og de trak det længste strå.

Nødvendigt at føre forhandlinger med myndighederne

Linker til billede i fuld størrelse. Denne ambitiøse målsætning pryder "tingbogens" titelblad fra Christianias oprettelse i 1971.
Denne ambitiøse målsætning pryder “tingbogens” titelblad fra Christianias oprettelse i 1971. Der blev åbenbart ikke behov for at forbedre teksten, for den kan i dag læses på Christianias hjemmeside. Foto: Rigsarkivet

I løbet af efteråret stod det vist også klart for langt de fleste, at det var nødvendigt at føre forhandlinger med både Kulturministeriet og ”Krigsministeriet” for at undgå indgreb fra ”det samfund, vi er flygtet fra”.

Samtidig begyndte mange at forstå, at det ikke nyttede at føre forhandlinger på egen hånd, eller at møde op i et ministerium i samlet trop i stedet for at udvælge nogle repræsentanter til disse drøftelser. Ved en lejlighed skal ikke færre end 40 christianitter være dukket op til et møde i Kulturministeriet. Det var tilsyneladende lidt for overvældende for embedsmændene.

Christianitterne fandt også hurtigt ud af, at det i nogle situationer er hensigtsmæssigt eller ligefrem nødvendigt at gøre brug af ordensmagten. I december 1971 måtte Københavns Politi fx tage sig af et problem med en gruppe kriminelle finner. Bagefter fik en kriminalbetjent det ærefulde hverv at gøre et notat om politiets indsats i ”tingbogen”.

Koksede tingmøder

Linker til billede i fuld størrelse. "Alt kokser i fristaden - på nær bageriet!.
“Alt kokser i fristaden – på nær bageriet!. Føj!. Kokseri = egoisme!.” Frustrationen over andres manglende mødedisciplin lyser ud af “tingbogens” sider i 1971-1972. Foto: Rigsarkivet

I begyndelsen kneb det gevaldigt med mødedisciplinen ved tingmøderne. En af christianitterne blev da citeret for dette interessante udsagn: ”Det foruroliger mig ikke, at tingmøderne er så koksede – det skyldes fælles borgerlig opdragelse”!

Omkring nytår blev der dog indført en fast mødeform med dirigent og dagsorden, og kort efter begyndte man endda at udarbejde nydelige maskinskrevne referater. På nogenlunde samme tid indførte Christiania en række faste arbejdsgrupper, der fik ansvaret for information, økonomi, indkøb m.m.

Mødereferaterne fortæller om de forskellige opgaver, som disse grupper kastede sig over. En af dem handlede om fremstilling af særlige identitetskort for borgerne i Christiania. En anden opgave var at skaffe olie andre steder end hos de kapitalistiske virksomheder i vesten. Arbejdsgruppen henvendte sig hos både Chiles, Libyens og Kinas ambassader, men vist nok uden resultat.

+ Åben alle- Luk alle
  • Christiania set med amerikanske øjne i 1975

    Christiania blev omtalt i et utal af avisartikler og videnskabelige rapporter i 1970’erne. En amerikansk artikel fra 1975 giver et nuanceret indtryk af fristaden.

    “In Christiania, Copenhagen has a counter-culture showcase”. Sådan lød overskriften på en længere artikel, som man kunne læse i den amerikanske avis The Baltimore Sun i efteråret 1975. Artiklen blev genoptrykt i Folkets Avis – en af fristadens mange interne blade – den 16. november same år.

    39 arbejdspladser og 700 beboere

    Linker til billede i fuld størrelse. I løbet af de første fem år opstod der hele 5 interne aviser på Christiania.
    I løbet af de første fem år opstod der hele 5 interne aviser på Christiania. De var fyldt med debatartikler, tegninger og fotos, og ind imellem blev der også optrykt artikler fra andre aviser. Ordkløveren, der for det meste udkom en gang om ugen, udmærkede sig bl.a. ved mange underholdende forsider. Foto: Rigsarkivet

    Christianitterne kunne i det store og hele være godt tilfreds med
    beskrivelsen, der byggede på samtaler med beboere i fristaden. Det fremgik bl.a., at bydelen nu havde 39 arbejdspladser, deriblandt en række restauranter og værksteder samt en købmandsforretning, et postkontor og en børnehave.

    Journalisten, Genf Oishi, fortalte også om fristadens særlige tradition for at genbruge gamle materialer på nye måder og om håndværkernes succes med at sælge deres produkter til de mange turister.

    Christiania havde i midten af 1970’erne ca. 700 beboere. Ifølge artiklen skulle der ikke mange formaliteter til for at slå sig ned i fristaden. Man skulle blot hænge en seddel op på en ledig bygning for at meddele sin interesse og derefter afvente det næste fællesmøde nogle dage senere. Hvis der ikke her blev gjort nogen indsigelse, kunne man straks flytte ind!

    Beboerne skulle dog betale en månedlig afgift for elektricitet og vand, ligesom de skulle lægge et beløb til et fællesfond. Alt i alt drejede det sig om 12-20 dollars (dvs. 90-150 kr.), afhængig af den enkelte persons betalingsevne.

    Nej til hårde stoffer – ja til hash

    Christiania havde indført et forbud mod salg og forbrug af hårde stoffer. En af beboerne formulerede det på denne måde: “We don’t have a drug problem anymore. We’ve kicked out the pushers.”

    Det krævede en nærmere redegørelse, mente Oishi, for manden havde lige taget et ordentligt hiv på en hashpibe. Så måtte christianitten forklare den måbende journalist, at der var en verden til forskel mellem hash og andre former for narkotika, og hash blev anset som et legalt rusmiddel i den nye bydel.

    Oishi opdagede også, at christianitterne var en mere sammensat gruppe, end man umiddelbart skulle tro. For ganske vist beskrev de sig selv som “hash freaks, slum stormers, social misfits and dropouts”. Men hvis man gik dem på klingen, måtte de indrømme, at der også var studenter, kunstnere og håndværkere iblandt dem, og nogle havde sågar normale jobs uden for fristaden …

    Det var dog et fællestræk ved christianitterne, at de ønskede at finde frem til en mere simpel livsstil midt i en storby.

    Forskellige vurderinger af miljøet på Christiania

    Oishi refererede også to forskellige vurderinger af miljøet på Christiania. Richard, der havde været med til at grundlægge fristaden, luftede en stærk frustration over folks dovenskab. Han påstod, at 2/3 af beboerne ikke gad lave noget. Vigtige fællesopgaver såsom indsamling af affald måtte derfor ordnes af nogle få frivillige.

    Søren – en militærnægter, der havde gjort tjeneste i Christiania i nogle måneder – mente derimod, at fristaden gjorde stor nytte ved at spare det danske samfund for mange udgifter. En del af de mennesker, som boede i bydelen, ville nemlig ikke kunne klare sig uden for, hævdede han. De ville simpelt hen gå ned med stress og blive indlagt på institutioner.

    Søren troede også, at den afslappede atmosfære i fristaden var baggrunden for, at christianitterne havde haft så stor succes med at afvænne tidligere stofmisbrugere fra de hårde stoffer.

  • Bevaringsværdige selvbyggerhuse på Christiania

    Der blev opført mange nye huse på Christiania i 1970’erne og 80’erne. I 1990-91 blev nogle af de mest fantasifulde af dem indstillet til bevaring.

    Linker til billede i fuld størrelse. "Perlen" - "en husbådlignende bygning" i to etager - set i 1990.
    Selv om man lever i et alternativt samfund, kan man godt flage med Dannebrog! “Perlen” – “en husbådlignende bygning” i to etager – set i 1990. Huset har har et areal på bare ni kvadratmeter. Husets fundament består af 22 tomme plastictænder samt flamingo. Foto: Rigsarkivet

    I 1989 vedtog Folketinget en lov, der åbnede mulighed for, at
    christianitterne fortsat kunne benytte en del af det 34 hektar store areal til boliger og værksteder m.m. Det blev samtidig bestemt, at der skulle udarbejdes en lokalplan for Christiania.

    Lokalplanen, der blev udarbejdet af Miljøministeriet, var færdig i 1991. Den opdelte Christiania i to hovedområder. Næsten hele bebyggelsen skulle koncentreres i de sydligste kvarterer, “Psyak”, “Mælkevejen”, “Løvehuset” m.m., hvor langt den største del af de ca. 800 christianitter boede.

    Derimod skulle næsten alle huse og skurvogne i den nordlige del rømmes og fjernes, så dette område for fremtiden kunne fungere som et offentligt, rekreativt område “til gavn for hele Københavns befolkning”.

    Repræsentanter for fristadens virketrang og byggeidealer

    Linker til billede i fuld størrelse. Det sekskantede hus "Sjette Sans" har et grundareal på 25 kvadratmeter, men i 1,25 meters højde når arealet helt op på 42 kvadratmeter.
    Det sekskantede hus “Sjette Sans” har et grundareal på 25 kvadratmeter, men i 1,25 meters højde når arealet helt op på 42 kvadratmeter. De skråtstillede vinduesflader har til formål at give en optimal udnyttelse af solvarmen. Foto fra 2014. Foto: Jørgen Mikkelsen

    Lokalplanen udpegede en lang række bygninger som bevaringsværdige. Det drejede sig ikke bare om tidligere kasernebygninger såsom Fredens Ark, Den Grå Hal og Loppen (opført hhv. 1830’erne, 1853 og 1863), men også om 7 selvbyggerhuse fra 1970’erne og 80’erne. Disse 7 huse måtte “ikke
    forandres væsentligt”, og de skulle “holdes i en acceptabel stand”.

    Beslutningen om selvbyggerhusene byggede på anbefalinger i en rapport fra det såkaldte Christiania-sekretariat. Her blev i alt 8 huse udpeget som repræsentanter for “Christianias virketrang og idealer såsom beskedne dimensioner, fantasirigdom, genbrug af materialer og begrænsning af ressourcer”. Flere af husene var således opført af materialer, der var blevet til overs ved saneringerne på Nørrebro omkring 1980.

    Et andet karakteristisk træk var de iøjnefaldende navne, som i flere tilfælde afspejlede husets form eller funktion. Bananhuset havde fx fået sit navn pga. den buede facon. Og Tempeltoilettet, der rummede toilet og håndvask, var i sit ydre tydeligt inspireret af antikkens arkitektur.

    De bevaringsværdige huse eksisterer endnu, og de fleste af dem har stort set samme ydre som i 1990. Det samme gælder i øvrigt for mange af de huse, som burde have været revet ned ifølge lokalplanen fra 1991.

  • Arkivalierne bag historien: En samling af arkiver

    Christianias “tingbog” findes i dag sammen en masse andre arkiver om fristaden i Rigsarkivet. En stor del af materialet stammer fra personer, organer og virksomheder m.v., der har haft tilknytning til fristaden, og Rigsarkivet har valgt at betragte hver af disse samlinger som et privatarkiv.

    Du finder en liste over alle de arkiver, hvor Christiania indgår i arkivskaberens navn ved søgning i arkivdatabasen Daisy

    Der er lavet fyldige registraturer for de enkelte samlinger. De er anbragt som særlige arkivserier, sådan som det fx fremgår af denne liste over arkivalier, der er blevet afleveret af Per Løvetand Iversen

    Mødereferater, afhandlinger og interne publikationer

    Linker til billede i fuld størrelse. Musikudøvelse har lige fra de første år været en vigtig del af livet på Christiania.
    Musikudøvelse har lige fra de første år været en vigtig del af livet på Christiania. Denne tegning giver indtryk af hektisk aktivitet ved et arrangement i 1973. Bemærk inspirationen fra tegneserien “Radiserne”. Foto: Rigsarkivet

    Christiania-arkiverne indeholder bl.a. et stort antal interne publikationer og mødereferater samt materiale om retssager, Støt Christiania-kampagner og særlige aktiviteter. Der er også mange afhandlinger og rapporter om Christiania – især fra 1970’erne, hvor fristaden var genstand for en massiv opmærksomhed i ind- og udland.

    I arkivserien ”Fristaden Christiania (Per Løvetand Iversen), Oversigt over begivenhedsforløb” findes der i pakke 62 en fyldig fortegnelse over de bøger, tidsskrifter og avisartikler, som havde beskæftiget sig med fristaden indtil maj 1977.

    Indsamlingen af arkivalierne fra Christiania

    Hovedparten af de Christiania-arkivalier, som Rigsarkivet ligger inde med, blev modtaget i 1992-1993. To personer var da ansat til at indsamle og registrere materiale fra forskellige beboere og andre med tilknytning til fristaden. En af medarbejderne havde et stort netværk på Christiania, hvad der var en klar fordel for projektet.

    Initiativet til indsamlingen kom fra Det Særlige Styringsråd for Christiania, som blev nedsat af forsvarsministeren i 1989 til at administrere processen med en ”normalisering” af fristaden. Styringsrådet, der bl.a. omfattede Tine Bryld, skaffede pengene til aflønning af de to registratorer.