En succeshistorie om kollektiv trafik

I disse år er der langt mellem positive mediehistorier om kollektiv trafik. Anderledes forholdt det sig i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da der blev indført klippekort og takstzoner i hele Danmark. Hovedstadsregionen var pioner på dette felt.

Af Jørgen Mikkelsen, arkivar og seniorforsker, Rigsarkivet, København

Klippe- og periodekortene, som nu er ved at blive udfaset, har eksisteret i omkring 40 år. De første kort blev lavet i april 1975, da der blev indført et zonetakstsystem for alle busser og privatbaner i Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner. I april 1978 kom også den statslige togdrift i dette område med i ordningen.

I 1978 kom der en lov, som gjorde det muligt at organisere den kollektive trafik i andre landsdele ligesom i hovedstadsregionen. I de følgende år opstod der en række amtskommunale trafikselskaber med inspiration fra Hovedstadens Trafikselskab, HT.

KAOTISKE TILSTANDE FØR HT

HT blev oprettet i 1973, og året efter blev det underlagt det nye politiske og administrative organ Hovedstadsrådet, som fik til opgave at lægge rammerne for den fysiske planlægning i området.

Busdriften i hovedstadsregionen blev i begyndelsen af 1970’erne varetaget af ikke færre end 12 offentligt ejede og 22 private busselskaber, og der var ikke megen koordination mellem dem. Derfor var der dobbeltdækning på nogle strækninger, mens busbetjeningen var meget svag andre steder.

Der var også stor forskel på billetpriserne. Det største af selskaberne, Københavns Sporveje, havde lige siden begyndelsen af 1900-tallet benyttet et såkaldt enhedstakstsystem, hvilket betød, at man betalte det samme beløb uanset rejsens længde. Andre busselskaber anvendte derimod forskellige former for takster, der var afhængige af den tilbagelagte afstand.

Efter at have undersøgt forholdene i flere andre europæiske storbyer valgte HT en løsning, der indeholdt elementer af både afstands- og enhedstakst. For ganske vist blev hovedstadsregionen opdelt i en lang række trafikzoner. Men selv for ganske korte rejser skulle der betales for kørsel i 2 zoner. Til gengæld kunne en rejsende aldrig komme til at betale for transport gennem mere end 7 zoner (fra og med 2007: 9 zoner).

EN POSITIV EVALUERING FRA 1983

I 1981-1983 blev der gennemført en kommissionsundersøgelse af Hovedstadsrådets arbejdsområde og den administrative struktur i regionen. Kommissionen fandt, at Hovedstadsrådet som helhed havde udført sine opgaver tilfredsstillende. Der var mest ros for håndteringen af den kollektive trafik. Her var der sket ”betydelige fremskridt”, således at man nu havde et ”samordnet offentligt trafiknet”, der hvilede på en forudsætning om hovedstadsregionen som ét stort bysamfund.

Mens de gamle, offentlige busselskaber var blevet opslugt af HT, var mange af de privatejede fortsat med at køre – med koncession fra Hovedstadsrådet. Kommissionens betænkning viser, at busserne kørte 86.321 km i 1981 mod kun 64.493 km i 1975. I samme periode blev antallet af busrejser i regionen forøget med 20%. Kommissionen lod forstå, at det nye takstsystem spillede en stor rolle i denne sammenhæng. Men man skal nok heller ikke overse oliekrisen i 1979-80.

Togtrafikken i hovedstadsregionen voksede også kraftigt i årene omkring 1980. Det skyldtes bl.a., at der skete en væsentlig udvidelse af S-togsdriften. Det var især tilfældet med Køge Bugt-linien, der blev forlænget fra Vallensbæk til først Hundige og siden Solrød Strand og Køge.

+ Åben alle- Luk alle
  • Hovedstadsområdet - en omstridt myndighed

    Hovedstadsrådet (1974-1989) havde til opgave at lægge de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsregionen. Politikere og embedsmænd var enige om at bruge mange ressourcer på dette. Alligevel var der diskussioner om Hovedstadsrådets kompetencer gennem hele rådets levetid.

    HOVEDSTADSRÅDETS LANGE FORHISTORIE

    I det meste af 1900-tallet, men især efter 1945, er der foregået en voldsom vækst i bebyggelsen og befolkningstallet i området uden om København. I 1948 blev der fremsat forslag om at etablere en særlig myndighed, som kunne pålægge kommunerne i regionen at samarbejde om egnsplanlægning, således at de forskellige politiske og erhvervsmæssige interesser blev afvejet i forhold til hinanden.

    I 1960’erne blev tankerne om et fælles råd for hovedstadsregionens kommuner fremført med fornyet styrke, og i 1971 nedsatte indenrigsministeriet Hovedstadsreformudvalget til at behandle disse spørgsmål.

    I udvalgets betænkning fra 1973 blev der stillet forslag om et hovedstadsråd, der skulle udarbejde en regionplan med retningslinjer for arealanvendelse, trafikbetjening, vandforsyning, placering af rekreative anlæg m.m. Desuden skulle rådet lave en samlet plan for sygehusbyggeriet og have driftsansvar for den kollektive trafik i regionen. Rådet skulle ledes af 37 politikere, der blev udpeget af amtsrådene i Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter samt kommunalbestyrelserne i København og Frederiksberg.

    Tanken var, at Hovedstadsrådets politikere og embedsmænd skulle lægge de store linjer for udviklingen, og at de lokale myndigheder herefter stod for udfyldningen. Men Hovedstadsreformudvalget fremhævede, at der måtte ”accepteres en ikke uvæsentlig beskæring af de enkelte kommuners og amtskommuners kompetence inden for de opgaveområder, hvor behovet for koordination især har været følt”.

    FOLKETINGETS TVETYDIGE HOLDNING TIL HOVEDSTADSRÅDET

    Hovedstadsreformudvalgets indstilling blev omsat til lov i 1973. Et stort flertal i Folketinget stemte for loven, men mange gjorde det kun nødtvungent. Socialdemokaterne havde nemlig hellere set, at hovedstadsregionen var blevet omdannet til ét stort amt, hvorimod mange borgerlige politikere foretrak et løsere, tværkommunalt samarbejde. Den ambivalente holdning hos mange politikere var en af årsagerne til, at der blev indsat en paragraf om revision af loven efter 4 år.

    Folketinget drøftede Hovedstadsrådets virke i både 1977 og 1981, men i ingen af tilfældene kunne det bekvemme sig til at gøre rådet permanent – eller til at afskaffe det. I 1981 blev det dog besluttet at lade en kommission foretage en grundig gennemgang af rådets opgaveportefølje og sagsgange. Analysen skulle bl.a. munde ud i overvejelser, om nogle af opgaverne med fordel kunne overdrages til amter eller kommuner, som mange borgerlige politikere ønskede.

    NORDSKOV NIELSEN-KOMMISSIONENS BETÆNKNING

    Kommisionen, der blev ledet af ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, afleverede sin betænkning i 1983. Den udpegede nogle rutinemæssige sagsbehandlingsopgaver, som sagtens kunne overdrages til andre myndigheder. Derimod fandt kommissionen det mest rimeligt, at Hovedstadsrådet beholdt alle sine planlægningsopgaver. Det blev i denne forbindelse noteret, at rådet havde gjort en meget stor indsats for at kortlægge regionens miljømæssige tilstand.

    Kommissionen fremhævede også, at Hovedstadsrådet havde udarbejdet den første samlede sygehusplan for hovedstadsregionen. Det kan i dag virke mærkeligt, at der stort set ikke havde været nogen koordination mellem staten, Københavns Kommune og Københavns Amt, da disse tre bygherrer i 1960’erne opførte det nye Rigshospital og sygehusene i Hvidovre og Herlev.

    HOVEDSTADSRÅDETS SIDSTE ÅR OG EFTERMÆLE

    I 1984 besluttede Folketinget endelig at gøre Hovedstadsrådet permanent. Men permanens er noget relativt i moderne dansk historie. For blot 5 år senere vedtog Folketinget en ny lov om afskaffelse af rådet. Det var et led i den borgerlige regerings såkaldte afbureaukratiseringsplan, der bl.a. havde til formål at decentralisere de administrative opgaver og at forenkle visse procedurer.

    Hovedstadsrådets opgaver og personale blev nu fordelt på de tre amter og Københavns og Frederiksberg kommuner. Dog blev busdriften videreført af HT, mens staten overtog S-togsdriften. Derimod var der ikke nogen til at videreføre opgaven med de overordnede regionplanspørgsmål. Det skete først i 2000, da Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) blev oprettet. Men denne myndighed er nu også blevet nedlagt.

    Hovedstadsrådet synes generelt at have fået et negativt eftermæle. Kritikken har drejet sig om omstændelig administration, politiske studehandler, sendrægtig beslutningsproces og manglende gennemslagskraft. Derimod har man ofte overset, hvor stort et analysearbejde, der blev udført i Hovedstadsrådet. Mange af rådets rapporter og planer har haft lang levetid. Regionplanen fra 1989 kom fx til at danne grundlag for HURs regionplaner fra 2001 og 2005.

  • Arkivalier og litteratur bag historien

    Arkivalier

    Hovedstadsrådets omfattende arkiv er afleveret til Rigsarkivet, København. Det samme gælder arkivet fra Hovedstadens Trafikselskab (HT).

    Det lovforberedende arbejde kan følges i journalsager fra Indenrigsministeriet. Der er her gjort brug af:

    Rigsarkivet, Indenrigsministeriet, 1. Kommunekontor: Journalsager 1978-1982, pakke 460-62 (jnr. 1820-2) (LINK)

    Akterne fra Nordskov Nielsen-kommissionen findes i:

    Rigsarkivet, Indenrigsministeriet, Kommissionen for Hovedstadsrådet: Materiale 1981-1983, pakke 1-3 (LINK)

    Dette arkiv indeholder bl.a. detaljerede redegørelser for sagsgange og opgavefordeling inden for natur- og miljøforvaltningen. Der er også interessante notater om Amtsrådsforeningens og Kommunernes Landsforenings divergerende opfattelser af Hovedstadsrådet.

    Betænkninger m.v.

    Hovedstadsområdet, 1971. Udgivet af Hovedstadsreformudvalget, 1971. I 1970 udgav udvalget også publikationen: Hovedstadsområdet. Befolkning. Opgaver. Økonomi.
    Hovedstadsrådet. Struktur og opgaver. Rapport fra Indenrigsministeriets udvalg vedrørende lovgivningen om Hovedstadsrådet (Betænkning nr. 888), 1979.
    Hovedstadsrådet, Hovedstadsområdet. Betænkning afgivet af Kommissionen om Hovedstadsrådet (Betænkning nr. 988), 1983.

    Anden litteratur

    Hovedstadsrådet havde en omfattende publikationsvirksomhed. Alle rapporter og andre udgivelser fra årene 1974-84 er omtalt i Meddelelser nr. 21, 1984. Meddelelser var titlen på en publikationsrække, som havde til formål at præsentere rådets aktiviteter, resultater og overvejelser for en bredere offentlighed. Meddelelser nr. 8, 1979, handlede om hovedstadsregionens kollektive trafik i de foregående årtier.

    Jørgen Mikkelsen: Hovedstadsrådet – brobygger, blindtarm eller borgmesterklub? Historien om en omstridt myndigheds kompetencer, i: Henning Bro m.fl. (red.): Hovedstadsmetropolen efter 1945, 2011, s. 421-38.