Præsternes embedsbog om livet i Øster Snede Sogn i 1700-tallet

Embedsbogen fra 1709–1777 fortæller om forhold og dagligdag i Øster Snede Sogn, eksempelvis om en sognepræst der nægtede folk deres altergang

Af Asger Svane-Knudsen, specialkonsulent, Rigsarkivet og Martin Sejer Danielsen, akademisk medarbejder, Rigsarkivet

Det er sjældent Rigsarkivet modtager arkivalier som er flere hundrede år gamle og indeholder endnu ældre spor, men det skete da Øster Snede Sogn nord for Vejle afleverede præsternes embedsbog 1709–1777. Den er nemlig indbundet i et slidt stykke håndskrevet pergament fra middelalderen med ornamentik i guld og farvet blæk.

Liber daticus – fra gavebog til kaldsbog og embedsbog

Bogen er en såkaldt liber daticus der på latin egentlig betyder ’gavebog’. I middelalderen var en liber daticus nemlig en fortegnelse over de gaver som de katolske klostre, domkapitler og lignende modtog.

Men efter den evangelisk-lutherske kirke var blevet indført i Danmark ved reformationen i 1536, begyndte man i stedet at benytte betegnelsen liber daticus om ’kaldsbogen’. Kaldsbogen førtes af sognepræsterne, og her nedskrev de mange forskellige oplysninger af betydning for embedet som præst. Man kan derfor også kalde en liber daticus for en embedsbog.

Øster Snede Kirke, set fra syd, 2010. Foto: Hedensted Kommune, Teknisk afd.

I embedsbogen fra Øster Snede Sogn ser man præsterne fra Øster Snede Kirke over skuldrene, og man følger kirkelige forhold og dagligdag i sognet igennem næsten 70 år i 1700-tallet. Det er historier set fra landsbysamfundets perspektiv, og disse begivenheder finder ofte ikke vej til historiebøgerne.

Et eksempel tager udgangspunkt i en strid der udspiller sig i Øster Snedes vestlige nabosogne Grejs og Sindbjerg.

Salmedigteren biskop H.A. Brorsons løsning på en strid med en kontrær præst

Jens Laurits Nielsen Ussing (1705−1769) blev i 1727 i en meget ung alder præst for Grejs og Sindbjerg sogne. De første år var han en god præst, men i 1741 kom han af personlige årsager på kant med sognets folk.

Han var ubøjelig i sine forsøg på at bilægge konflikterne og gik så vidt at han nægtede mange at få nadveren. Det var alvorligt dengang, for man mente det bragte sjælenes frelse i fare. Man klagede derfor til provsten og senere til biskoppen i Ribe, sidstnævnte den kendte salmedigter H.A. Brorson (1694–1764).

Brorson indkaldte Jens Ussing til møde i Ribe, men Ussing udeblev fra mødet! Brorson besluttede så at de folk som Jens Ussing nægtede nadveren, kunne få sin nadver i nabosognet Øster Snede. Brorsons henvendelse er derfor noteret i embedsbogen. Notatet gengives her på moderne dansk:

”Derfor, i kraft af mit embede, påbydes velærværdige hr. Selmer, sognepræst for Øster Snede, og hr. Mouritz Højer [sognepræst for Uldum og Langskov], begge hr. Ussings nabopræster i Nørvang Herred, at antage de personer til privat syndsforladelse og altergang som af hr. Ussing enten allerede er udelukket fra sakramentet uden rimelig og lovlig årsag, eller som herefter måtte blive det.”

På trods af konflikten, beholdt Jens Ussing sit embede.

Litteratur

Sigurd Kristensen: ”En Præsteskæbne: Jens Ussing i Grejs”. I: Vejle Amts Aarbog 1937, s. 182­–211. (Året for Ussings udnævnelse som præst angives i artiklen fejlagtigt som 1729, for det var allerede i 1727 at Ussing tiltrådte sit embede, jf. Wibergs præstehistorie der refereres nedenfor.)

Jørgen Mikkelsen: “Præstens embedsbog – en kilde til mange slags historie”. I: Frederiksberg gennem tiderne, bd. 38, 2015, s. 89–106.

Gert Posselt: ”liber daticus” i Den Store Danske, Gyldendal.

S.V. Wiberg m.fl.: ”Greis og Sindbjerg” (Jens Ussing er nr. 7 på listen), ”Snede (Øster-)” (Johan Selmer er nr. 8 på listen) og ”Uldum og Langskov” (Mourits Høyer er nr. 5 på listen). På wiberg-net.dk. (Online version af bl.a. S.V. Wiberg: Personalhistorie, statistiske og genealogiske bidrag til en almindelig dansk præstehistorie.  Bd. 1-5. Odense 1870-1878.)

Arkivet

Embedsbogen kan bestilles til gennemsyn på Rigsarkivets læsesal i Viborg her.

+ Åben alle- Luk alle
  • Genbrug af middelalderlige håndskrifter i renæssancen

    Bogbindet i præsternes embedsbog fra Øster Snede Sogn vidner om den dramatiske tid efter reformationen i 1536, hvor den nye protestantiske tro sejrede over den katolske tro. De katolske messebøger blev splittet ad i foragt, og da pergament var dyrt, blev siderne af pergament genbrugt som bogbind.

    Historisk baggrund

    I bogbindet af embedsbogen fra Øster Snede findes fragmenter af et middelalderligt pergemanthåndskrift fra før reformationen i 1536. Her er det gået ud over en katolsk messebog skrevet på latin. Messebogen har været flot, for på den slidte side aner man en tegning (illumination) i det øverste, venstre hjørne i blåt, rødt og guldfarvet blæk. Hertil indledes afsnittene gennem teksten både af røde eller blå begyndelsesbogstaver (initialer) og røde overskrifter (rubrikker). Foto: Rigsarkivet

    Den tyske Johann Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten omkring 1450 medførte at de gamle pergamenthåndskrifter i kirker og klostre gradvist blev erstattet af trykte bøger.

    Ved reformationen i 1536 blev den katolske tro erstattet af den evangelisk-lutherske kirke, og gudstjenesternes indhold og udførelse, den såkaldte liturgi, blev ændret til den nye trosretning. De katolske liturgiske bøger blev derfor ubrugelige og overflødige.

    Kort efter reformationen blev der påbegyndt en indsamling af nogle af disse bøger til Københavns Universitet, men mange af dem gik desværre til grunde under den store Københavns brand i 1728 da også universitetets bibliotek brændte. De bøger der ikke blev indsamlet til universitetet, blev af nogle anset som katolsk propaganda.

    Dommen over de katolske liturgiske bøger var hård: De blev skåret i stykker, og pergamentet blev genbrugt. Helt frem til omkring 1650 var der pergament som blev brugt til bogbind. Men efter denne tid ses pergament kun sjældent i bogbind.

    Derfor er det bemærkelsesværdigt at finde fragmenter af en smukt dekoreret katolsk messebog i bogbindet omkring embedsbogen fra Øster Snede Sogn. Præsternes notater i embedsbogen er jo fra 1700-tallet, så det er et meget sent eksempel på at middelalderligt pergament benyttes på denne måde.

    Pergemanthåndskrifter blev også benyttet til andre praktiske formål

    Ikke kun katolske liturgiske bøger blev ødelagt, selv om de udgør hovedparten. Også historiske eller teologiske værker, som blev anset for forældede eller som “farlig propaganda”, blev skåret op i stykker og genbrugt.

    Her ses også rødt og blåt blæk benyttet til messebogens dekorationer. Foto: Rigsarkivet

    De afskårne pergamentsider genbrugte man oftest som bogbind, men de blev også brugt til andet. I Compenius-orglet i Frederiksborg Slotskirke fandt man ved restaurering pergamentstykker fra Braunschweig fra omkring år 1300. Stykkerne var brugt som isolering i orgelpiberne.

    Der er også beretninger om at pergamentet blev brugt til skriveøvelser, til at rulle garn på, som kræmmerhuse, som fiskeindpakning eller som billeder på væggen. Da Christian 4.’s søn, den udvalgte prins Christian, i 1634 skulle giftes, blev der holdt fest i flere dage, og der var forinden købt mængder af pergament i Nordtyskland til at pakke krudt ind til fyrværkeri.

    I dag gøres der fra forskellig side en indsats for at registrere og identificere mange af de tusindvis af pergamentfragmenter fra middelalderen, og der opdages stadig nye. Formålet er blandt andet at forsøge at sammenstykke fragmenterne til større helheder.

    Litteratur

    Esben Albrectsen: Middelalderlige håndskriftsfragmenter. København 1976. (Et register over grovsorteringen af fragmenterne i Rigsarkivets samling, jf. Jørgen Raasteds artikel refereret nedenfor.)

    Merete Geert Andersen og Jørgen Raasted, 1983: Inventar over Det Kongelige Biblioteks Fragmentsamling, Hafniæ: Det Kongelige Bibliotek

    Steffen Harpsøe, 2011: Genbrug af middelalderens håndskrifter: Da Ulfeldterne røg i Thotterne på middelalderens pergamenter. I: Siden Saxo, nr. 2, side 36–49.

    Jørgen Raasted 1960: Middelalderlige håndskriftfragmenter i Danmark. I: Scandia 26, nr. 1, side 145–150.

    Christian Gorm Tortzen, 1999: Middelalderlige håndskriftfragmenter i Danmark. I: Levende ord & lysende billeder: Den middelalderlige bogkultur i Danmark: Essays (red. Erik Petersen), Højbjerg: Moesgård Museum og København: Det Kongelige Bibliotek, side 163–172.

  • Ordination på behandling af dysenteri 1750

    Blodig og pusfyldt diarré, feber og mavesmerter er alle symptomer på dysenteri, i ældre tid også kaldet blodgang, en livsfarlig tarminfektion som spredtes på grund af dårlig hygiejne. Præsterne i Øster Snede Sogn må have bisat flere af sygdommens ofre fra sognet. I 1750 fik præsten en opskrift på medikamenter til en kur for dysenteri som han skrev ind i embedsbogen.

    Mellem læger og kvaksalvere

    Sygdom blev ofte betragtet som Guds straf eller som besættelse af det onde. Hyppigt startede behandling med åreladning så ondskaben kunne løbe ud med blodet. Hjalp det ikke, kom lægemidlerne i brug.

    Der cirkulerede mange recepter på lægemidler, og de var populære, for der var kun få læger, og der herskede en stor mistro til dem og deres fag.

    Mange konsulterede i stedet apotekeren eller fulgte kloge folks råd og recepter. Lægemidler var baseret på tro og individuel erfaring, og midlernes virkning forsøgte man at forstærke ved ritualer og remser. Ofte blev kirken og præsterne også konsulteret og skabte håb om Guds nåde for den syge.

    En ubehagelig mundfuld: Brækpulver opløst i ølostvalde

    Sammenlignet med indbindingens gamle middelalderlige håndskriftfragmenter, ser vi her den langt yngre håndskrevne tekst inde i selve embedsbogen. Teksten er nemlig fra 1750. Overskriften der indleder kuren på dysenteri, lyder: ”Ordination i Blodgang”. Sådan kaldtes sygdommen nemlig også. I indermarginen til venstre for overskriften gøres det klart at afsnittet er en ”Copie”, altså en kopi eller afskrift. Foto: Rigsarkivet

    I præstens embedsbog i Øster Snede Sogn blev kuren opskrevet i stor detaljerigdom med punktlister og recepter på lægemidlerne. Kuren er underskrevet i Ribe den 16. oktober 1750 af en ”Ancherssen” – velsagtens en apoteker i Ribe.

    Når vi læser kuren i præstens embedsbog, er det altså en afskrift af den oprindelige henvendelse fra Ancherssen. Faktisk har en embedsmand endda attesteret at afskriften er overensstemmende med forlægget. Det har været vigtigt at kuren blev overleveret og udført helt korrekt, punkt for punkt.

    Først skal patienten have et brækpulver der opløses enten i te eller i såkaldt ølostvalde, det vil sige en sammenkogning af øl og ostet mælk. Det har næppe smagt særlig godt. Patienten skal drikke af midlet indtil opkastningen ophører, og seks timer efter skal han have en særlig grødlignende blanding kaldet latværge.

    Kuren fortsætter på samme måde i flere dage, og en anden fremgang skal følges hvis patienten ikke har ”stærke indvolde”. Endelig skal patienten holde sin seng i otte dage efter sygdommens ophør.

    Varme, varme og mere varme

    Kuren indeholder også forskrifter for patientens generelle pleje under sygdommen og i de just nævnte otte dage efter sygdommens ophør. Varme er her kerneordet.

    Patienten må konstant blive liggende i varme natklæder, betjene sig af bækkener med varmt vand i når det behøves – dette uden at forlade sengen! Han skal have en beholder der kan rumme ¼ tønde, en såkaldt fjerding, stående ved sengen med varmt vand i til at sidde på. Hertil skal han ligge med strømper på fødderne og ellers have varme sengeklæder og varme i stuen.

    Videre skal man sørge for at patienten er indhyllet i et varmt stykke klæde dyppet i varm krusemyntesnaps – og uden på det atter et varmt stykke klæde.

    Hold dig væk fra de syge – og de døde

    Naturligvis er den bedste forholdsregel mod sygdommen at undgå at blive smittet. Af notatet i præsternes embedsbog fremgår det netop hvordan sygeplejeren og folk generelt skulle forholde sig.

    Næst efter selvfølgelig at bede om Guds nådige beskyttelse, er det bedst så vidt muligt at holde sig fra de huse hvor syge mennesker fandtes. Øvrigheden bør hertil strengt forbyde alle unødvendige besøg hos den syge.

    Dør patienten, skal så få som muligt håndtere liget og deltage i begravelsen, og de der følger liget, bør nøjes med at samles ved kirkegården. Kisten skal herefter hurtigt i jorden.

    De personer der er nødt til at pleje den syge, skal kontinuerligt skylle munden med eddike og vand, og altid tygge på noget som er bittert. De skal spytte for at undgå at synke smitten sammen med mundvandet. Man må heller ikke spise og drikke i samme stue som den syge.

    Litteratur

    Ordbog over det danske Sprog redigeret af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er et vigtigt værktøj når man læser danske tekster fra perioden 1700–1950. Se eksempelvis opslagene ølost og latværge der begge var elementer i kuren mod dysenteri, også kaldet blodgang (se betydning 1.1).

    Birgitte Rørbye, 1976: Kloge folk og skidtfolk: Kvaksalveriets epoke i Danmark, København: Politiken