Laurine – verdens ældste boligaktivist

I 1976 besatte den 72-årige Laurine Nielsen en tom lejlighed i København og blev dermed verdens ældste boligaktivist. Hendes bz-aktivitet førte til, at loven om genhusning blev gennemført.

Af Erik Nørr, tidligere arkivar og seniorforsker, og Lene Finne Jepsen, dokumentalist, Rigsarkivet

Laurine Nielsen portrætteret i Ude og Hjemme, 1. juli 1976. Foto: Rigsarkivet

Det hele begyndte i maj 1976, da 72-årige Laurine Nielsen besatte en tom, nybygget lejlighed i Murergade. I foråret havde hun for første gang været med til et møde i Nørrebros Beboeraktion, hvor deltagerne var blevet enige om, at en pensionist skulle besætte en af de nye, moderne lejligheder.

Laurine, der var kommunist og vant til at være aktiv, var den eneste, som meldte sig. Hun boede i en fugtig, petroleumsopvarmet, usund lejlighed i Møllegade, men var af sin læge blevet rådet til at flytte.

Med hjælp fra Nørrebros Beboeraktion besatte hun så den tomme lejlighed uden at betale indskud og uden at kunne betale huslejen, som var en halv gang større end hendes pension. Hun betalte de 300 kr., hun mente at have råd til. Huslejen lød på 1.898 kr. pr. måned samt el og varme.

Gør sociale boliger sociale

Laurine flyttede ind under mottoet: ”For en bolig vi kan betale – gør sociale boliger sociale”.

Hun stammede fra Himmerland, men flyttede i 1939 til Nørrebro. Hun kom hurtigt med i lejerforeningen, hvor hun blev et kendt ansigt. En af de kommunale medarbejdere, der undersøgte lejlighederne for svamp, ville fx gerne have hende med som konsulent. ”Hun er bedre end nogen ekspert”, sagde han. Laurine var nemlig allergisk over for svamp og behøvede bare at være 10 minutter i en lejlighed med svamp, før hun fik udslæt.

Nu havde hun for første gang i sit liv en lejlighed med bad, og hun nød det. Boligselskabet, der administrerede bygningen, ville ikke ringe efter politiet, selvom Laurine havde overtrådt loven. Tværtimod havde boligselskabets direktør givet hende en nøgle til lejligheden. For som han sagde: ”Ellers vil boligaktivisterne holde døgnvagt ved hendes gadedør.”

Et menneskeværdigt sted at bo

Sagen havde stor mediebevågenhed, og de fleste havde sympati for hendes sag. Fra maj 1976 var sagen ”Laurine” vandret fra det ene ministerium til det andet, og den endte i Folketinget. Her anmodede folketingsmedlem for DKP Hanne Reintoft socialminister Eva Gredal om at yde assistance til Laurine.

For Hanne Reintoft var sagen principiel:

“Det kan ikke være korrekt, at ældre, syge pensionister skal bo i kondemnerede lejligheder, mens nye, gode boliger i socialt byggeri står tomme.”

Men Eva Gredal afslog at hjælpe Laurine.

Københavns Kommune tilbød nu Laurine en anden lejlighed, men uden varmt vand og bad og uden opvarmningsmulighed, hvis hun inden for et døgn kunne skaffe 1.900 kr. Hun afslog, for som hun sagde:

”Myndighederne håber vel, at jeg giver op, men det gør jeg ikke, jeg holder ud, ikke for min egen skyld, men for at alle skal få et menneskeværdigt sted at bo.”

Laurines husbesættelse blev en succes

I august 1976 holdt Nørrebros Beboeraktion pressemøde i Laurines lejlighed. Beboeraktionen og Laurine havde da haft nye forhandlinger med boligselskabet. De var blevet enige om, at Laurine foreløbig kunne blive boende. Boligselskabet opfordrede Laurine til at forelægge sin sag for Den Sociale Ankestyrelse, Socialministeriet og Boligministeriet – en procedure, der kunne tage flere år.

Sagen blev en succes for Nørrebros Beboeraktion. Lov om genhusningssikring (Lex Laurine) blev gennemført. Huslejen for fattige folkepensionister blev nu indtægtsbestemt.

Laurine Nielsen flyttede først, da hun kom på plejehjem.

+ Åben alle- Luk alle
  • Nørrebros beboeraktion

    Rigsarkivet indsamler arkiver fra alle dele af samfundet. Nørrebros Beboeraktion er et eksempel på en undergrundsbevægelse, hvis arkiv er endt i samlingen.

    En ikke-voldelig organisation med mange aktiviteter

    Demonstration arrangeret af Samarbejdsudvalget Mod Ejerlejligheder, ukendt år. Foto: Rigsarkivet

    Nørrebros Beboeraktion blev dannet i 1973 og var en beboerorganisation i “den sorte firkant” i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Formålet var at bekæmpe totalsaneringer og oprettelse af ejerlejligheder i dette kvarter. Bevægelsen var en udløber af ung­doms­oprøret og slumstormernes aktiviteter i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, og de fleste medlemmer havde baggrund i fagbevægelsen og den politiske venstrefløj.

    Nørrebros Beboeraktion var en ikke-voldelig organisation, som benyttede mange slags virkemidler, bl.a. optog, gadeteater, op­sø­gen­de virksomhed over for boligejere samt happenings over for de politiske beslutningstagere.

    Besæt en telefonboks

    Organisationen havde en omfattende administration. Der var halvårlige generalforsamlinger, koordinationsmøder hver fjortende dag og ugent­lige forretningsudvalgsmøder. Her udover var der et utal af basisgrupper og midler­tidige ak­tions­grupper.

    Hvis man ønskede at blive optaget i Nørrebros Beboeraktion, skulle man igennem en indslusningsprocedure med informationsmøder, diverse indskolingsprogrammer samt midlertidige arbejdsopgaver. Efter indslusningen kunne man træde ind i en basisgruppe.

    Organisationen gennemførte boligaktioner i en del huse på Nørrebro. Udover Laurine-sagen kan nævnes Todesgade, Godsbanegade-aktionen og Åboulevarden 45.

    Der blev også foretaget koordinerede aktioner i andre byer. Disse aktiviteter stod det såkaldte SME-samarbejde (Samarbejdsudvalget mod ejerlejligheder) for. Det kunne fx være at få lokale aktivister til at besætte telefonbokse lørdag kl. 11.

    Organisationens sejre, konflikter og ophør

    Nørrebros Beboeraktion kunne fejre mange sejre. Det mente medlemmerne i alt fald selv. De pegede bl.a. på, at de fik indflydelse på loven om stop for salg af ejerlejligheder i 1979, byfornyelsesloven i 1982 og loven om genhusningssikring, Lex Laurine.

    Nørrebros Beboeraktion bestod af mange forskellige mennesker, og det var til tider svært at få alle til ”at spille sammen”. En af de mange interne diskussioner endte med, at en gruppe i 1976 meldte sig ud af beboeraktionen og dannede sin egen fraktion, Blågårdsgruppen.

    Nørrebros Beboeraktions storhedstid var 1970’erne, men organisationen eksisterede frem til 2007. En stor del af aktiviteterne fortsatte i lokalradioen Nørrebros Radios regi.

  • Arkivalier bag historien: Nørrebros Beboeraktions arkiv
    Samarbejdsudvalget Mod Ejerlejligheder stod bag denne plakat, der findes i Nørrebros Beboeraktions Arkiv. Ukendt år. Foto: Rigsarkivet

    Indtil afleveringen i 2011 var det omfattende arkiv for Nørrebros Beboeraktion bevaret flere steder på Nørrebro.

    Arkivet er meget blandet og giver et godt indblik i bevægelsens arbejdsformer. Materialet omfatter  bl.a. mødereferater, interne blade, materiale fra de mange basisgrupper, pressemeddelelser, plakater og opslag.

    Se en samlet oversigt over de enkelte dele af arkivet i arkivdatabasen Daisy

    Se i øvrigt: Nørrebros Beboeraktion i Wikipedia

    For mere undergrundshistorie læs også om Christianias arkiv, som Rigsarkivet modtog nogle år før arkivet for Nørrebros Beboeraktion.