Den Hvide Neger, Clara Hurtigknepper og andre øgenavne

I 1923 blev der lavet et register over øgenavne for personer, der var i fængsel eller på anden måde havde politiets interesse. Nogle er morsomme, andre nedsættende.

Af Jørgen Mikkelsen, arkivar og seniorforsker, Rigsarkivet, København

Formålet med øgenavneregistret var at understøtte de enkelte politikredse i efterforskningsarbejdet og at hjælpe fængselsbetjentene med at identificere bestemte personer, som blev omtalt i fangernes samtaler.

For hvert øgenavn er der oplysning om personens rigtige navn, fødselsdato og fødested samt en henvisning til politiets såkaldte generaliablade. I disse blade kunne man læse om personens kriminelle handlinger, domme og særlige kendetegn m.v.

Navne om hjemsted, udseende, opførsel eller kriminalitet

Mange af øgenavnene har forbindelse til personens hjemsted. Andre handler sikkert om fysiske kendetegn, selv om de ikke altid er så lette at fortolke. Hvordan mon f.eks. Griseøre, Bliktuden, Flodhesten og Agnes Svingben har set ud?

En del navne giver et alt andet end flatterende billede af personens opførsel og mentale tilstand. Til denne kategori hører Beskidte Erna, Deliriums Bageren, Druk Valde, Henrik Bindegal, Løgneprofeten og Luske Anton. Vi finder også en række fanger med fine titler som Baronen, Kejseren, Professoren og Prins Aage. Men man skal nok ikke tro, at de altid var særligt venligt ment.

I nogle tilfælde røber navnet direkte, hvorfor personen var endt bag lås og slå. Det gælder bl.a. Gulvskrubbemorderen, Karaffelmorderen og de 24, som havde øgenavne, der begyndte med enten røver eller tyv. Det er også påfaldende, at 3 mænd bar tilnavnet Bulotti. De var “opkaldt” efter russeren Vasili Karazoff med tilnavnet Bulotti, som i 1908 blev idømt livsvarigt fængsel for rovmord.

Øgenavne i prostitutionsbranchen

Der er også en række øgenavne, som afspejler personens beskæftigelse. Det drejer sig bl.a. om Clara Hurtigknepper, Kusse Ella og Lersø Dronningen, der utvivlsomt alle har været prostituerede.

Også Den Hvide Neger med det borgerlige navn Olaf Hans Jørgen Olsen var beskæftiget i prostitutionsbranchen. Han var nemlig alfons for mere end 20 “løsagtige kvinder” mellem 1890’erne og 1930. Det førte til 2 fængselsophold på henholdsvis 1 og 1½ år. Derudover fik han talrige straffe for vold, tyveri, hæleri, fornærmelse af politiet m.m.

Den Hvide Neger er en af de få, for hvem der foreligger en begrundelse for øgenavnet. Han skulle engang have tilsværtet sit ansigt for at kunne deltage i en maskerade. Men under festen kom han til at tørre sværten af, og det fik et barn til at udbryde: “Se mor! Nu blev negeren hvid”. Historiens troværdighed svækkes dog af, at ikke færre end 3 andre mænd i øgenavneregistret havde det samme tilnavn. Dertil kommer 2, som gik under navnet Den Røde Neger.

+ Åben alle- Luk alle
  • Sorte Mille - en historie om mere end 30 års prostitution

    Københavns Politi førte nøje kontrol med de prostituerede omkring 1900. En af dem var Emilie Axeline Nielsen med øgenavnet Sorte Mille. Øgenavnet omtales allerede i 1903, da hun var 24 år gammel, og det optræder hyppigt i politiets rapporter og notater om hende. Navnet ses da også i øgenavneregistret fra 1923.

    Emilie var kun 15 år gammel, da Sædelighedspolitiet forhørte hende første gang i 1894. Hun indrømmede, at hun gennem det seneste halve år havde “haft samleje med mange forskellige mandspersoner, som hun havde truffet på gaden”. Men hun havde kun modtaget mad og drikke for sin “tjeneste”. En af gangene var hun f.eks. blevet spist af med en kop kaffe!

    Forhøret blev efterfulgt af en lægeundersøgelse, som det var fast praksis for Sædelighedspolitiet i 1800-tallet. Hovedårsagen til den grundige kontrol med de prostituerede var nemlig et ønske om at begrænse udbredelsen af kønssygdomme.

    Emilie var da også blevet smittet med syfilis, men hun blev kureret under en måneds ophold i Vestre Hospital. Herefter blev hun overladt til Frelsens Hærs redningshjem – en institution, der søgte at tage hånd om “faldne piger”.

    Emilie blev tvangsindskrevet som prostitueret

    Vi ved intet om Emilies tid hos Frelsens Hær. Men en nat i 1898 blev hun igen opdaget af Sædelighedspolitiet. Det skete i danselokalet “Figaro”, som var et af de mest populære “kapringssteder” for prostituerede. Nu måtte Emilie hårdt presset indrømme, at hun gentagne gange havde modtaget penge for samleje med mænd.

    Da hun allerede én gang havde fået en advarsel for at ernære sig ved utugt uden tilladelse, blev hun idømt 8 dages fængsel. Få måneder senere blev Emilie atter arresteret for prostitution. Men denne gang blev hun tvangsindskrevet som offentligt fruentimmer.

    Det betød, at hun fra nu af havde pligt til at leve af prostitution. Til gengæld skulle hun gennemgå en ugentlig lægevisitation. Hun måtte heller ikke have børn, der var fyldt 4 år, eller en kæreste boende hos sig, og hun måtte kun flytte med politidirektørens tilladelse. Disse strenge regler for “reglementeret prostitution” blev indført i 1874 og præciseret i et særligt regulativ for København i 1877.

    Fast mødepligt hos politiet

    Selv om lovgivningen om offentlige fruentimmer bortfaldt i 1906, blev politiet ved med at holde et vågent øje med de prostituerede. Emilie havde således helt frem til 1920 pligt til at møde hos politiet mindst en gang hver anden måned for at fortælle om hendes bopæl og beskæftigelse.

    Oplysningerne blev noteret i politiets tilholds- og meldingsprotokoller, hvor vi kan læse om kortvarige jobs som vaskekone og som medhjælper hos en gæstgiver m.fl. Emilie forsøgte også at etablere sin egen “stegeforretning”, ligesom hun undertiden tjente lidt penge ved at brodere og sy huer. Protokollerne fortæller også om flere fængselsophold pga. tyveri.

    Sideløbende fortsatte Emilie sin karriere som prostitueret. Hendes digre sag i Sædelighedspolitiets arkiv vidner om, at hun så sent som i 1927 overtrådte et forbud mod at opholde sig på nogle bestemte gader på Nørrebro “for at kapre herrer”. Politiet måtte også jævnligt gribe ind, når der opstod skænderi og slagsmål mellem Emilie og andre kvinder, som drev prostitution på gaden, eller når hun forstyrrede folks nattero ved f.eks. at nægte at forlade et værtshus ved lukketid.

    Fakta om prostituerede i København

    Hovedparten af de kvinder, der var prostitueret i København i tiden omkring 1900, var kun beskæftiget i erhvervet i få år. Det er i alt fald det indtryk, man får ved at gennemgå politiets mange protokoller og sager om “løsagtige kvinder”.

    Mere end 10 % af de prostituerede ernærede sig dog af prostitution i mere end 10 år, og for nogle få blev det næsten en livstidsbeskæftigelse. Til denne kategori hører Sorte Mille.

  • Arkivalier om øgenavne

    Øgenavneregistret fra 1923 er trykt og findes bl.a i Øgenavneregistre fra Vestre Fængsel (LINK)

    Rigspolitiet udarbejdede nye øgenavneregistre i bl.a. 1944, 1948, 1950 og 1956 (LINK)

    Der optræder også lister over øgenavne i disse arkivalier:

    Københavns Politi, Journal og protokol over offentlige fruentimmer 1849-1860 (LINK)
    Tårnby Politi, Bullshit-rockerne – fotos, signalementer og øgenavne 1974-1980 (LINK)

    Litteratur om øgenavne og denne histories hovedpersoner

    Pernille Ulla Knudsen: ”Hvem var Krølle-Bent, Citronen og Kajs Dreng”, Jan Kanstrup, red.: Fra Krag til Krølle-Bent. Historier fra de seneste afleveringer til Statens Arkiver, 2007.
    Kristian Kristiansen: Øgenavne!, 2013.
    Jens Christian Krebs Lange: ”Den hvide Neger”, Personalhistorisk Tidsskrift, 2012-13.
    Jørgen Mikkelsen: ”Arkivalske spor efter Københavns Politi, Politiretten og Kriminal- og Politiretten …”, Personalhistorisk Tidsskrift 2011:2. [Omtaler bl.a. Sorte Mille]