Carsten Niebuhr og Den Arabiske Rejse (1761-1767)

En af de første videnskabelige ekspeditioner overhovedet. Sådan beskrives Den Arabiske Rejse ofte, for det eneste formål med rejsen var at gøre opdagelser og lære nyt.

Af Jørgen Mikkelsen, seniorforsker, Asger Svane-Knudsen og Jette Kjellberg, specialkonsulenter, Rigsarkivet, København

Ekspeditionens målsætninger

Den danske stat dækkede alle udgifterne til Den Arabiske Rejse 1761-1767, men der var ingen politiske, diplomatiske, religiøse eller kommercielle målsætninger. Det eneste, der blev krævet af ekspeditionens deltagere, var, at de bestræbte sig på at gøre så mange opdagelser som muligt.

Ekspeditionens medlemmer skulle blandt andet:

  • Kortlægge den arabiske halvøs geografi og undersøge Arabiens kulturgeografi.
  • Beskrive, aftegne og indsamle planter og dyr i de arabiske lande.
  • Studere arabisk sprog (dialekter og udtale m.v.), kopiere gamle indskrifter og indkøbe manuskripter til Det Kongelige Bibliotek
  • Forsøge at besvare en lang række spørgsmål med relation til bibelhistorien.
Linker til kortet over ekspeditionen i stor størrelse.
Den politiske ledelse i Danmark havde på forhånd lagt en rejseplan for ekspeditionen. Planen blev fulgt indtil sommeren 1763, hvor von Haven og Forsskål døde, og flere andre blev alvorligt syge under opholdet i Yemen. I håb om at slippe for flere dødsfald besluttede man da at sejle til Bombay (nu Mumbai), hvorfra det var muligt at komme til Europa med skib. Men da Niebuhr havde genvundet sundheden, genoptog han udforskningen af Orienten. Tegning af Asger Svane-Knudsen.

5 ud af 6 medlemmer af ekspeditionen døde undervejs

6 mænd drog afsted fra København i 1761. Det var:

  • Naturforsker Peter Forsskål
  • Sprogforsker Frederik Christian von Haven
  • Landmåler Carsten Niebuhr
  • Læge Christian Carl Kramer
  • Tegner Georg Wilhelm Baurenfeind
  • Gruppens tjener, den tidligere dragon Lars Berggren.

5 af ekspeditionens medlemmer døde mellem maj 1763 og februar 1764; dødsårsagen var formentlig malaria. Herefter var Niebuhr alene tilbage. Men da mange af opgaverne endnu ikke var løst, fortsatte han rejsen i endnu tre år.

Indsamlede genstande blev sendt hjem til København

Mange af de indsamlede planter, dyr, oldtidsfund og manuskripter blev sendt hjem fra havnebyer i de arabiske lande og Indien. Selv om en del gik tabt under rejsen, har flere museer stadig store samlinger fra Den Arabiske Rejse.

Statens Naturhistoriske Museum har fx konkylier, tørrede fisk og ca. 1300 ark med opklæbede planter; dertil kommer mindre plantesamlinger i en række udenlandske museer.

Bøger og arkivalier fra rejsen

I 1772 udgav Niebuhr en grundig og systematisk redegørelse for Arabiens geografi og etnografi. To år senere udsendte han det første bind af sin rejsedagbog, og de to sidste bind udkom i 1778 og 1837. Niebuhr, der stammede fra Nordtyskland, skrev sine bøger på tysk, men de er nu oversat til dansk. Også Forsskåls og von Havens rejsedagbøger er kommet på tryk.

Flere danske og udenlandske biblioteker og arkiver ligger inde med utrykt kildemateriale om Den Arabiske Rejse. Rigsarkivet har bl.a. en større samling breve og regnskabsdokumenter, men også manuskriptet med alle de spørgsmål, som ekspeditionen blev bedt om at besvare.

Ekspeditionen havde stor betydning for forskningen

Persepolis – oldtidsbyen, som i dag er en af Irans største seværdigheder. Her gjorde Niebuhr det store forarbejde til, at det i 1800-tallet blev muligt at knække kildeskriftens kode. Foto: Wikipedia Commons.

Ekspeditionens videnskabelige resultater vandt international anerkendelse allerede i slutningen af 1700-tallet. Den Arabiske Rejse har haft afgørende betydning for flere fagområder, især Mellemøstens botanik og marine zoologi samt regionens oldtidshistorie. Niebuhrs kopiering af indskrifter i Persepolis kom således til at danne grundlag for dechifreringen af den oldpersiske kileskrift i begyndelsen af 1800-tallet.

I dag har Niebuhrs tekster også stor betydning for forskere, der beskæftiger sig med Mellemøstens nyere historie og etnografi. Desuden er Niebuhrs iagttagelser og synspunkter meget interessante i et kulturmødeperspektiv.

+ Åben alle- Luk alle
  • Niebuhr som kartograf

    At udarbejde pålidelige landkort over Arabien var Niebuhrs egentlig hovedopgave på rejsen. Det blev gjort med stor omhu, og resultaterne var utroligt præcise.

    Linker til billede af Niebuhrs kort over Yemen i fuld størrelse.
    Niebuhrs kort over Yemen. Kortet giver et indtryk af den store landskabsmæssige variation i det lille land. Niebuhrs rejseberetning viser, at der også var betydelige regionale forskelle med hensyn til klima, afgrøder, klædedragt, boligindretning, sprog, religion, sæder og skikke. (Rigsarkivet: TKUA: Realia, Den Arabiske Rejse, pk. 3-005)

    Niebuhr havde studeret landmåling og matematik ved universitetet i Göttingen.

    Han havde også fået en grundig oplæring i at bestemme positioner på landjorden ud fra solens, månens og stjernernes placering, og han var derfor veludrustet til at løse sin hovedopgave på rejsen: at udarbejde pålidelige landkort over Arabien.

    Overalt, hvor han kom frem, indsamlede Niebuhr stednavne, og han søgte at positionsbestemme stederne ved hjælp af sine redskaber: kompasset og kvadranten.

    Hans bøger indeholder da også et væld af lokaliteter. Alene for strækningen fra pyramiderne langs Nilen til Middelhavet nævnes mere end 300 byer og landsbyer, og for Kairos vedkommende omfatter listen over kvarterer, særlige bygninger, porte, pladser, broer og damme ca. 80 navne.

    Den vigtigste kortlægningsopgave handlede om Yemen. Mens ekspeditionen i de andre lande nøjedes med at besøge få, udvalgte steder, blev hele det vestlige Yemen gennemvandret på kryds og tværs. Niebuhr lavede derefter et landkort over Yemen, hvis præcision først blev overgået 150 år senere. Dette er især bemærkelsesværdigt, når man tager de vanskelige tilblivelsesforhold i betragtning.

    Niebuhrs problemer og løsninger

    Linker til billede af Niebuhr 1774 i fuld størrelse
    Niebuhr, som han skal have set ud i 1774. Niebuhr dækkede selv udgifterne til trykningen af sine bøger, men den danske stat finansierede de kobberstik, der blev brugt som illustrationer. I 1778 blev Niebuhr embedsmand i Ditmarsken, og her forblev han til sin død i 1815. (Stik af C.C. Glassbach)

    Det første problem bestod i, at det kunne være meget betænkeligt at foretage opmålinger uden for det land, man selv boede i, for en sådan aktivitet kunne betragtes som spionage. Sådan var det i alt fald i Europa i 1700-tallet. Niebuhr vidste dog ikke, hvordan araberne forholdt sig til dette, men han fandt det klogest at være diskret, når han gjorde brug af sine redskaber.

    Det andet problem var at måle de tilbagelagte afstande. Niebuhr udviklede imidlertid sin egen metode. Han målte, hvor mange skridt en kamel og et æsel kunne tage i løbet af et minut i svært og let tilgængeligt terræn og i køligt og varmt vejr. Herudfra kunne gennemsnitshastighederne beregnes, og tilbage stod da blot at holde øje med varigheden af de enkelte dagsmarcher.

    Det sidste problem var at skaffe korrekte stednavne. Lokalbefolkningen havde svært ved at forstå, hvorfor europæerne var så interesserede i at få navn på hver lokalitet. Nogle steder medførte den manglende forståelse åbenbart en vis skepsis over for ekspeditionens formål. Niebuhr mente, at dette var en af årsagerne til, at ekspeditionen ofte fik divergerende svar på spørgsmål om stednavne.

    Den snarrådige Niebuhr fandt en løsning, da han sammen med von Haven drog på rejse fra Suez til Sinai-bjerget og tilbage igen ad samme vej. For som han skrev i rejsedagbogen: ”det lykkedes mig at få et tillidsfuldt forhold til en araber fra vores selskab, dels ved små gaver, dels ved at jeg indimellem lod ham sidde bag mig på kamelen. Jeg spurgte ham på såvel udturen som hjemturen og fik som regel de samme navne.” Niebuhr kunne dog ikke dy sig for en lille stikpille til von Haven: ”Min rejsefælle ville ikke nedlade sig til at stille sig på lige fod med beduinerne og fik derfor ind imellem et forkert eller ligefrem ubehageligt svar…”!

  • Hieroglyffer og kileskrift: gamle indskrifter og monumenter
    Linker til Von Havens Afskrift i fuld størrelse
    Von Haven lavede også aftegninger af inskriptioner. Denne tekst blev fundet på en bro vest for Nilen. ”Den er tillige en prøve på arabernes bizarre måde at indvikle deres bogstaver blandt hinanden”, tilføjede han. (Rigsarkivet: TKUA: Realia, Den Arabiske Rejse, pk. 3-003)

    Kopiering af antikke indskrifter var en af ekspeditionens hovedopgaver. Særligt kendt er Niebuhrs afskrivning af hieroglyffer i Ægypten og kileskrift i Persepolis.

    Måske er Niebuhr allermest berømt for sine afskrivninger af antikke indskrifter. Ud over hieroglyffer og kileskrift arbejdede han også energisk med afskrivning og -tegning i bl.a. Konstantinopel (Istanbul) og Yemen, og han ydede en af sine største præstationer, da han gennemregistrerede et usædvanligt tempel på øen Elephanta ved den indiske vestkyst.

    ”Opmærksom på hver en lille streg”

    Niebuhr var mere omhyggelig med sin kopiering end mange af samtidens oldtidsforskere. Han beskrev selv sit arbejde med hieroglyfferne med disse ord: ”man må være opmærksom på hver en lille streg, hvis man vil forelægge dem som nøje afskrifter for de lærde, som skal undersøge dem”.

    Hieroglyfferne var endnu ikke blevet dechifreret på Niebuhrs tid; det skete først i 1822 og tiden derefter.

    Både interesse og forundring fra lokalbefolkningen

    Linker til billede af Niebuhrs tegning af hieroglyffer i fuld størrelse
    En af ekspeditionens konkrete opgaver var at lave kopier af hieroglyfferne på bjerget Gebel al-Mocatib. Den 4. oktober 1762 hjemsendte Niebuhr denne tegning i et brev til hofmarskal A.G. Moltke. Samtidig måtte han fortælle, at det ikke var lykkedes at få adgang til Katarina-klostret på Sinai-halvøen med dets samling af manuskripter, så Niebuhr måtte nøjes med at kopiere den arabiske tekst på nogle sten i nærheden af klostret. (Rigsarkivet: TKUA: Realia, Den Arabiske Rejse, pk. 3-003)

    Niebuhr blev ofte mødt med stor interesse og forundring fra lokalbefolkningens side, når han beskæftigede sig med afskrivning. Han mente således, at han havde haft mere end 150 tilskuere, da han kopierede hieroglyfferne på obelisken i Konstantinopel.

    Nogle steder modtog han anerkendelse fra lokale lærde, som glædede sig over, at en fremmed gjorde sig den ulejlighed at lære sig gammelt arabisk sprog. Andre steder blev Niebuhr udsat for latter fra tilskuere, som ikke fattede, hvorfor han brugte så meget tid på denne ”meningsløse” aktivitet.

    Ind imellem søgte lokale beboere eller myndigheder at lægge hindringer i vejen, når han ville kopiere en indskrift. På et tidspunkt funderede han over, om araberne mon troede, at europæerne kunne få en sten til at bevæge sig til Europa, så snart de havde en tegning af stenen. Niebuhr nåede dog frem til den mere prosaiske forklaring, at araberne blot udnyttede europæernes interesser til at afkræve drikkepenge!

    Hvorom alting er: Da en sten med en spændende indskrift pludselig forsvandt under Niebuhrs ophold i en yemenitisk landsby, lykkedes det uden problemer at fremtrylle stenen på ny, så snart den lokale foged havde modtaget en skilling fra Niebuhr…

     

  • Skjulte dukater: historier fra Niebuhrs regnskab for ekspeditionen

    Efter hjemkomsten til København afleverede Niebuhr et regnskab, der både fortæller om aflønning af deltagerne og om håndtering af skiftende valutaer og emsige toldere.

    Den Arabiske Rejse kom i alt til at koste den danske stat ca. 21.000 rigsdaler. I betragtning af rejsens længde var det et beskedent beløb. Det svarede til bygningsværdien af 10-15 almindelige købmandsgårde i danske købstæder.

    Niebuhr udbetalte løn til rejsefællerne

    Linker til billede af Niebuhrs regnskabshæfte i fuld størrelse
    Et beskedent regnskabshæfte fulgte Niebuhr under hele rejsen. På denne oversigt over udgifterne i Konstantinopel (Istanbul) i 1761 kan man bl.a. se, at de 6 mænd købte 5 par pistoler og 2 sabler, så de kunne forsvare sig, hvis de blev udsat for røveri. Mens disse våben i alt kostede 66 piastre, blev der brugt ca. 820 piastre (omkring 550 rigsdaler) på at få syet nye klæder i tyrkisk stil. (Rigsarkivet: Reviderede regnskaber, Videnskabelige Institutioner m.m.: Kaptajn C. Niebuhrs rejse 1760-67)

    Niebuhr havde ansvaret for rejsekassen under hele ekspeditionen. Til denne opgave hørte bl.a. at udbetale løn til rejsefællerne. I nogle tilfælde skete lønudbetalingen en eller to gange om måneden, ved andre lejligheder skete det med tre eller seks måneders mellemrum.

    Kongen havde fastsat en årsløn på 500 rigsdaler til von Haven, Forsskål og Niebuhr. Dette beløb svarede til, hvad en relativt højt rangerende embedsmand fik i Danmark.

    Baurenfeind og Kramer måtte nøjes med 300 rigsdaler – og til Berggren, der skulle gå de andre til hånde, var der kun 60 rigsdaler om året. Det betød, at Berggren fik 16 skilling pr. dag, men det ser også ud til at have været den mest almindelige dagløn for danske arbejdsmænd i 1760’erne.

    Veksler og kontanter

    I 1700-tallets internationale handel var det almindeligt at bruge veksler. Da ekspeditionen forlod Konstantinopel (Istanbul) i 1761, blev den også udstyret med et antal veksler af den danske gesandt i byen. De kunne indløses, efterhånden som behovet meldte sig.

    Rejseselskabet havde også brug for kontanter, og regnskabspapirerne viser, at mange forskellige møntsorter var i brug. De spanske piastre har åbenbart været den mest udbredte valuta i de arabiske lande. Men også de venezianske dukater var meget almindelige – sandsynligvis fordi der gennem mange hundrede år havde været en stærk handelsforbindelse mellem Venedig og Orienten.

    Usædvanligt emsige toldere

    Linker til liste over køb af hånskrifter i fuld størrelse
    Von Haven indkøbte en del arabiske håndskrifter til Det Kongelige Bibliotek. Her er en liste over nogle af hans erhvervelser. Rigsarkivets pakker indeholder også en kvittering fra bibliotekets daværende leder. (Rigsarkivet: TKUA: Realia, Den Arabiske Rejse, pk. 3-003)

    Ekspeditionens deltagere var ved at løbe ind i et problem, da de kom til Jedda på den arabiske halvø. Her opdagede de, at tolderne var usædvanligt emsige med at kontrollere tilrejsende personers bagage.

    Problemet var, at ekspeditionen havde skaffet sig et stort antal dukater i Kairo, da det formentlig ville blive svært at bruge veksler i Yemen og de omkringliggende lande. Men rejseselskabet ønskede ikke, at araberne fik kendskab til, at de lå inde med så mange penge. Man kunne jo ikke vide, hvilke konsekvenser dette ville få…

    Niebuhr og hans rejsefæller overvejede at skjule pengene på kroppen, men opgav tanken af frygt for kropsvisitation. Men så fik de den idé at anbringe dukaterne i apotekerkrukker. Det var lidt af en genistreg, lod Niebuhr forstå i sin rejsedagbog. For ”hos en læge søger man ikke penge; og selv om muhammedanerne ikke gerne betaler ham, så er han dog altid velkommen hos dem.”  De 6 opdagelsesrejsende var snarrådige nok til også at anbringe 200 dukater på et sted, hvor de vidste, at mønterne ville blive set. På den måde undgik de enhver mistanke om smugleri.

  • Til audiens og idrætsopvisning: Niebuhr som iagttager og rejseskribent

    Niebuhr havde en usædvanligt skarp iagttagelsesevne og var god til at fastholde sine oplevelser i ord og tegninger. Hans rejsedagbøger indeholder derfor mange detaljerede skildringer af ceremonier og hændelsesforløb, som forekom ham fremmedartede.  

    Imamen i Sana tog imod rejseselskabet

    Linker til billede af Niebuhr i arabiske klæder i fuld størrelse
    Det mest berømte billede med relation til Den Arabiske Rejse er lavet af teatermaleren Peter Cramer. Det er en udbredt opfattelse, at billedet forestiller Niebuhr, og han har da også brugt det som illustration af den dragt, som han modtog som gave af imamen i Sana. (Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse, I, s. 447)

    En af de mest stemningsmættede beskrivelser handler om, hvordan imanen i Sana – den politiske og religiøse leder i Yemens største by – modtog den danske ekspedition i juli 1763.

    Audienssalen var en stor bygning med en hvælving. I midten var der et bassin med springvand, og bagved stod tronen på en forhøjning. Gulvet var belagt med fine persiske tæpper, og på tronen var der puder, betrukket med kostbart stof. Imamen sad på tronen med korslagte ben i en lysegrøn kjortel med lange ærmer. På hans højre side stod hans sønner, på venstre side hans brødre og foran ham hans minister. I begge sider af salen stod en masse fornemme arabere tæt ved hinanden.

    ”Vi blev straks ført lige til imamen for at kysse hans højre hånd udvendig og indvendig og desuden hans kjortel ved knæet”, fortalte Niebuhr. Han tilføjede, at det var ”en overordentlig nåde”, når en muslimsk fyrste rakte en fremmed indersiden af hånden for at få et kys. I hele salen herskede dyb stilhed. Men så snart Niebuhr – som den første i selskabet – berørte imanens hånd, råbte en herold ”Gud bevare imamen”. Herefter gentog alle de andre arabere disse ord med fuld kraft.

    Niebuhr måtte indrømme, at han blev ”en smule bestyrtet over denne larm”. For han var koncentreret om at iagttage det pragtfulde sceneri – samtidig med at han tænkte på, hvordan han kunne fremføre sine komplimenter på smukt arabisk. Men da råbene blev gentaget, hver gang en af rejsefællerne berørte imamen, kom Niebuhr til at tænke på de tyske studentertraditioner for at udbringe tre gange ”leve” for bestemte personer ved særlige lejligheder!

    ”Idrættens hus” i Shiraz

    Linker til Tegning af idrætsøvelser i fuld størrelse
    ”Det var ikke muligt at tegne og beskrive alle de kropsstillinger, jeg så”, noterede Niebuhr efter besøget i ”idrættens hus” i Shiraz. Men han gjorde unægtelig, hvad han kunne! På denne tegning kan man – ud over gymnaster, dansere og brydere i forgrunden – se en musiker i nichen til venstre samt en ryger, en kaffedrikker og en mand, der får massage, i baggrunden. I nichen til højre ligger en mand, der taktfast bevæger to tunge stykker træ op og ned. Kun de stærkeste mænd kunne klare denne øvelse! (Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse, II, s. 193)

    I april 1765 boede Niebuhr i den persiske by Shiraz. Her fik han mulighed for at opleve en surkhana (”styrkens hus”) – en offentlig bygning, hvor mænd fra alle sociale lag kunne mødes for at udøve idræt.

    Niebuhrs grundige beskrivelse giver indtryk af, at sådanne seancer normalt begyndte med kaffedrikning og rygning. Herefter tog deltagerne næsten alt tøjet af og kastede sig ud i gymnastik til akkompagnement af pauke og citer. En af øvelserne var at strække hænder og fødder så langt fra hinanden som muligt, uden at maven rørte ved jorden. Andre øvelser bestod i at hoppe på skråtstillede brædder og at bevæge træstykker taktfast frem og tilbage over skuldrene.

    Efter gymnastikken var der mulighed for massage, hvis man ville betale for det. Derefter begyndte alle at danse. Det skete ”ikke på europæisk manér”, men ved at ”alle hoppede for sig selv; nogle i en rundkreds og andre mod en væg, alle snart på denne ene, snart på den anden fod, og dette så stærkt som muligt for at ryste kroppen bravt.” Til slut fulgte en session med brydekampe. Niebuhr noterede sig her, at man undgik stød og slag, ”som når englænderne bokser”.

  • Violin og fløjte møder tambura og surme: Niebuhr om musik og dans

    Den Arabiske Rejse var også et møde mellem to musikalske kulturer. Niebuhr og Baurenfeind spillede flere gange violin og fløjte for deres værter, og de oplevede ofte orientalsk musik og dans. Men det kunne være noget af en prøvelse for begge parter.

    ”Jeres musik er en vild og ubehagelig skrigen”. Sådan lød beskeden fra en af tjenerne, da han fulgte Niebuhr og Baurenfeind hjem efter en lille koncert for nogle beboere i Cairo. De to mænd var ellers godt tilfredse med deres egen indsats. Siden spillede Niebuhr og Baurenfeind også for flere fornemme arabere. De undlod at kritisere de to danskeres spil, men de mente, at deres egen musik var ”langt mere mandig og derfor smukkere end vores.”

    Niebuhr som kritiker af orientalsk musik

    Linker til planche med musikinstrumenter i fuld størrelse
    På en af de mange plancher i Niebuhrs rejsedagbog har han gengivet 19 musikinstrumenter, som alle får nogle ord med på vejen. Her er et lille udsnit. Den ægyptiske variant af tambura er forsynet med bogstavet H. De 5 strenge kunne knipses eller bestryges med en bue i form af et stykke læder. (Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse, I, s. 213)

    Den ellers så tolerante Niebuhr havde det svært med mange former for orientalsk musik. ”De egyptiske sangerinders skrig vil ingen europæer finde smukke”, hævdede han. Og de tyrkiske trompeter, surmer (oboer) og trommer virkede ”som ubehagelig støj”. Derimod syntes Niebuhr åbenbart godt om strengeinstrumentet tambura, og han mente, at det måske havde en del til fælles med Davids harpe.

    Niebuhr havde også været til nogle tyrkiske koncerter i Bagdad og Konstantinopel, som ganske vist ikke kunne sammenlignes med koncerter på de hjemlige breddegrader, men dog ”med stor fornøjelse vil kunne høres af en europæer, der ikke forventer den store kunst”.

    Dans sømmer sig kun for kvinder

    Linker til tegning af dansende kvinder i fuld størrelse.
    Baurenfeinds gengivelse af en gruppe offentlige danserinder i Kairo. I begyndelsen brød Niebuhr og Baurenfeind sig ikke om synet af kvinderne, der ”indtog allehånde for et ærbart øje uanstændige stillinger”. De havde gulfarvede hænder, blodrøde negle, sorte og blå mønstre i ansigtet, på armene og brystet, store ringe om anklerne, i ørerne og i næsen og lugtede på lang afstand pga. hårpomaden. Men efterhånden syntes de to opdagelsesrejsende faktisk, at kvinderne sang så smukt, at de gerne så dem give opvisning i Europa. (Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse)

    ”For en anset tyrker og araber betragtes det som uanstændigt at forstå musikken og danse”, påstod Niebuhr. Han mente også, at europæerne ville have nydt større respekt blandt tyrkerne, hvis de ikke havde hørt om europæiske kvinders dans ”i offentligt selskab med fremmede mandspersoner”!

    Orientalske kvinder måtte dog gerne danse med hinanden. Og ved bryllupper og andre sammenkomster var det almindeligt at lade dygtige danserinder vise deres færdigheder for selskabet. I øvrigt synes nogle af disse kvinder også at have ernæret sig af prostitution.

    Velstående kvinder kunne også lave private ”danseshows”, hvor de søgte at overgå hinanden i pragt og skønhed. Ved sådanne sammenkomster medbragte de hver især et større antal fine kjoler og smykker, og i løbet af aftenen kunne nogle af dem skifte tøj 8-10 gange, skrev Niebuhr og fortsatte: ”Alle søger at tiltrække de andres beundring, og det sker derfor ikke sjældent, at mange forlader selskabet ganske misfornøjede.”

    Beskrivelsen slutter med denne underfundige bemærkning: ”De europæere, som besværer sig over, at deres koner bruger for mange klæder, kan i det mindste trøste sig med, at de heri langt overgås af deres morgenlandske [orientalske] medsøstre”!

  • Giver kaffedrikning tandpine? Om 100 spørgsmål til Niebuhr

    Efter tre års rejse kom Niebuhr endelig i besiddelse af den lange liste over detaljerede spørgsmål, som videnskabsmænd i flere europæiske lande ønskede at få svar på.

    Spørgelisten nåede Niebuhr i Indien

    Forud for rejsen havde ekspeditionen fået en generel instruks om de opgaver, der skulle løses. Men først i 1762 blev centraladministrationens embedsmænd færdige med at udarbejde en egentlig spørgeliste med 100 overordnede og mere end 1000 underordnede spørgsmål.

    Spørgsmålene blev herefter trykt i Frankfurt og sendt til forskellige steder i Orienten, hvor man håbede, at de ville komme i ekspeditionens besiddelse. Carsten Niebuhr fik dem i hænde i 1764, da han opholdt sig i Bombay.

    Selv om en stor del af spørgsmålene var rettet til Frederik Christian von Haven og Peter Forsskål, som nu begge var døde, kastede Niebuhr sig over de nye opgaver og drog derfor tilbage til de arabiske lande i stedet for at sejle hjem til Europa.

    Bibelhistoriske studier ad bagvejen

    Linker til billede af Michaëlis i fuld størrelse
    Johann David Michaëlis (1717-1791) virkede som professor i Göttingen fra 1746 til sin død og var en af sin tids største orientalister. Han var således i mange år en berømt lærer i semitiske sprog.

    Nogle af spørgsmålene var formuleret af naturvidenskabsmænd i bl.a. Danmark og Frankrig. Men en stor del af opgaverne blev stillet af den tyske teologiprofessor Johann David Michaëlis, der også var idémanden bag hele ekspeditionen.

    Michaëlis ønskede at få en større forståelse af bibelen og af kultur og levevis i Palæstina på Jesu tid. Da han formodede, at jøderne og araberne dengang havde levet på nogenlunde samme måde, og at den arabiske kultur siden da havde ændret sig mindre end den jødiske, mente han, at et grundigt studium af nutidens arabiske kultur kunne give nyttig indsigt i forholdene i oldtiden.

    Tidevand og tandpine

    Linker til tegning af kaffeplantage i fuld størrelse
    I 1700-tallet var Yemen en af verdens største kaffeproducenter, og ifølge Niebuhr eksporterede landet kaffe til bl.a. Marokko, Abessinien (Ethiopien), Persien og Indien. Ekspeditionens deltagere fik lejlighed til at se en del kaffeplantager, og Baurenfeind tegnede en af dem. (Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse, I)

    Mange af spørgsmålene handlede om betydningen af bestemte ord og fænomener, der omtales i bibelen. Et af dem drejede sig fx om at finde det sted, hvor jøderne gik tørskoet over Det Røde Hav.

    Et andet interessant spørgsmål beskæftigede sig med et hebraisk ord, som efter Michaëlis’ opfattelse betød tandpine. Da der i 1700-tallet var en ivrig diskussion af, om den nye drik, kaffe, var sundhedsskadelig eller ej, fandt Michaelis det naturligt at stille et spørgsmål om sammenhængen mellem kaffe og tandpine. Ekspeditionen skulle undersøge, om tandpine var almindeligt i Arabien, og om tiltagende kaffedrikning gav hyppigere tandpine.

    Niebuhr svarede, at muslimerne tilsyneladende havde mindre tandpine end europæerne, og han mente, at det skyldtes bedre hygiejne. Tandpine var ikke nyt fænomen i Arabien, men måske kunne sukker i kaffen give anledning til mere tandpine, mente han.

     

     

     

  • Niebuhr trak veksler på Asiatisk Kompagni

    I Bombay pressede Niebuhr Asiatisk Kompagni til gratis transport og sikkerhed for en veksel, før han i 1764 forlod Indien for at fortsætte Den Arabiske Rejse som ekspeditionens sidste overlevende.

    Efter at de øvrige deltagere i ekspeditionen var døde, ankom Niebuhr og Kramer til Bombay i september 1763 med ekspeditionens gods, der bestod af indsamlede genstande, manuskripter, noter og bøger. Både Niebuhr og Kramer havde haft feberanfald og vidste, at der var stor risiko for, at de også ville dø.

    Indiske pirater og løsladte danskere

    I februar 1763 blev Asiatisk Kompagnis skib ”Tranquebar” opbragt af indiske pirater ud for Calicut i det sydvestlige Indien, og 24 mand fra besætningen blev taget til fange. De blev dog løsladt i flere omgange, da piraterne opgav at få løsepenge.

    De sidste tre løsladte kom til Bombay i oktober 1763. Det var købmand Georg Huulbech, kaptajn Johan Rotwitt og drengen Carl Petersen. De mødte Niebuhr og Kramer, som begge var meget syge, men Huulbech bemærkede, at Kramer ikke desto mindre udtrykte vilje til at fortsætte rejsen over Basra og Aleppo, mens Niebuhr ønskede at sejle til Europa med et engelsk skib.

    Ekspeditionens gods blev bragt i sikkerhed hos Asiatisk Kompagni

    Rejsen til Bombay indgik ikke i ekspeditionens instruks, og indtil mødet med Huulbech og Rotwitt vidste ingen med tilknytning til Danmark, at Niebuhr og Kramer var i byen. Hvis de to opdagelsesrejsende døde, ville deres efterladenskaber formentlig gå tabt i den store by, der antagelig havde 150.000 indbyggere, så Niebuhr og Kramer måtte handle hurtigt for at redde det indsamlede materiale.

    Mødet med Huulbech og Rotwitt var derfor meget heldigt for de to mænd, for det blev Asiatisk Kompagni, som kom til at sejle ekspeditionens gods hjem til København. I første omgang blev effekterne dog kun sendt til kompagniets kontor i Calicut.

    Niebuhr truede med grev Moltkes vrede

    Linker til billede af Dansborg i fuld størrelse
    Tranquebar på Indiens sydøstkyst var dansk handelsstation fra 1620 til 1845, og i det meste af denne tid var byen centrum for de danske handelsaktiviteter i Syd- og Østasien. Fæstningen Dansborg, der blev opført i 1620, er nyligt istandsat og rummer nu et museum, der belyser den danske tilstedeværelse. Foto: Jørgen Mikkelsen.

    I december 1763 skrev Niebuhr til guvernør Abbestée i Tranquebar for at bede om Asiatisk Kompagnis assistance. Selv om brevet er formuleret i en høflig og ydmyg tone, var der reelt tale om en trussel om grev Moltkes vrede, hvis guvernøren ikke sikrede transport til København af 10 kasser og 2 pakker med gods.

    Udover at være en hovedarkitekterne bag Den Arabiske Rejse var Moltke præsident for Asiatisk Kompagni, men han var også hofmarskal og kong Frederik 5.s allernærmeste medarbejder, ja reelt Danmarks statsminister i hele kongens levetid, så alle adlød en ordre fra ham.

    Niebuhr skrev ikke noget om betaling for transporten i sit brev til Abbestée, så det var nok underforstået, at der måtte være tale om en gratis ydelse fra kompagniets side.

    Niebuhr ændrede rejseplaner

    Linker til billede af veksel i fuld størrelse
    Veksler var et uundværligt værktøj, når man skulle overføre penge i 1700-tallet. Carsten Niebuhr fik også behov for mange veksler i løbet af sin 6 år lange rejse. Med denne veksel, udstedt i Bombay den 20. november 1764, trak han på sin ”bankforbindelse”, guvernør Abbestée i Tranquebar, som arbejdede for Asiatisk Kompagni. (Rigsarkivet: Asiatisk Kompagni, Afdelingen i Trankebar: Indkomne breve til rådet III, pk. 1374)

    Da Niebuhrs helbred blev bedre, overtog han sin nu afdøde rejsefælle Kramers plan om at rejse til Europa over land via Basra. For at reducere rejsegodset sendte han endnu 2 kasser med gods i retning af Tranquebar, hvad Abbestée fik at vide i et brev fra Niebuhr, dateret august 1764.

    I den ene kasse gods var der bøger på latin, tysk og fransk, og de skulle sælges på auktion i Tranquebar. Den anden kasse havde indsamlede præparater, manuskripter og arabiske bøger samt bøger fra Det Kongelige Bibliotek. Alt dette skulle pakkes forsigtigt og sendes til København.

    I november 1764 sendte Niebuhr de sidste 2 kasser med manuskripter, bøger og genstande til Tranquebar, så han i alt havde afskibet 14 kasser og 2 pakker til den danske handelsstation på østsiden af Indien.

    Penge til hjemrejsen

    I november 1764 var Niebuhr endelig parat til at påbegynde sin hjemrejse via Arabien. Da han manglede penge til rejsen, hævede han 1.000 rupee hos den engelske guvernør på Bombay Castle på en veksel med sikkerhed hos Asiatisk Kompagni i Tranquebar. Dermed havde Niebuhr både i bogstavelig og overført forstand trukket veksler på det store handelsselskab.

  • Niebuhr og de lutherske missionærer i Tranquebar

    De lutherske missionærer i Tranquebar var lærde og forstod og talte tamilsk, og Niebuhr udfordrede dem med besynderlige spørgsmål.

    Den lutherske mission i Tranquebar blev grundlagt i 1706 af de to teologer Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau, der var udsendt af Frederik IV.

    Niebuhr blev forurettet

    Linker til billede af Ziegenbalg i fuld størrelse
    Bartholomäus Ziegenbalg bliver stadig husket i Tranquebar, ikke mindst for hans store indsats for de indiske børns skolegang. Dette markante monument blev rejst i 2006 ved fejringen af 300 års jubilæet for hans ankomst. I øvrigt er Tranquebar stadigvæk en vigtig skoleby. Foto: Jørgen Mikkelsen.

    I oktober 1764, da Niebuhr var i Bombay, modtog han den trykte udgave af Michaëlis’ 100 spørgsmål, sendt med skib fra London. Men da bogen allerede i december 1762 var sendt fra København til missionærerne i Tranquebar, fandt Niebuhr det ubegribeligt, hvorfor den herefter blev sendt til London. Den ellers så sindige Niebuhr følte sig forurettet over, at han først fik bogen 2 år efter missionærerne i Tranquebar.

    I et langt brev til guvernør Abbestée i Tranquebar beskrev han sin frustration over den forsinkede modtagelse af spørgsmålene. Han udtrykte spydigt håb om at se missionærernes besvarelser af de mange spørgsmål, når han kom hjem. Missionærerne havde jo haft 2 år mere end ham til at svare på spørgsmålene!

    Niebuhr skrev også, at da missionærerne kunne forstå tamilsk, måtte de også kunne benytte lokale indiske biblioteker, og det var jo en kilde til mere viden. Niebuhr formulerede derefter 15 nye spørgsmål til missionærerne.

    De besynderlige spørgsmål

    En del af Niebuhrs spørgsmål er vanskelige at tolke i dag. Her er nogle af dem:

    • Bombays hedninge fortæller om en Christnow. Er det virkelig navnet på en af deres guder, eller er det snarere Vishnu, som de giver dette navn for at behage de kristne?
    • Hvorledes er årene skabt?
    • Efter hvilke regler beregner de dage og måneder?
    • Hvilke festdage har de og hvorfor?
    • Brænder de også helt små børn og gravide kvinder?
    • Er der sekter, der agter løg og andre frugter så højt, at de ikke spiser dem?
    • Hvilke frugttræer og dyr er særligt hellige?
    • Hvilke bøger benytter de til at beregne sol- og måneformørkelser?
    • Kan de med nogen sikkerhed bestemme planeternes baner og efter hvilke regler?
    • Har de viden om Jupiters og Saturns måner?

    Niebuhr prøvede at sætte missionærerne på arbejde, og de har nok været nysgerrige, men også intimideret og i syv sind. De vidste, at Niebuhr havde de bedst tænkelige forbindelser, men om han i virkeligheden var et geni eller blot en spradebasse, har de næppe haft en fornemmelse af, og de kunne kun gisne, om han ville komme levende tilbage til København og blive en helt, eller om han ville blive glemt. Skulle de bruge kræfter på at besvare spørgsmålene og måske få ære for det, eller skulle de lade som ingenting?

    Missionærernes reparationsarbejde

    Linker til billede af Jerusalemskirken i fuld størrelse
    Frederikskirken i Tranquebar, der blev indviet i 1718. Byen fik også en anden protestantisk kirke i 1700-tallet, nemlig Zionskirken. Foto: Jørgen Mikkelsen.

    Missionærernes nysgerrighed fik snart efter afløb. Da ekspeditionens gods i juni 1765 kom til Tranquebar, var kassernes indhold i meget dårlig stand. Missionærerne beså godset og fik til opgave at konservere det, og dette gav dem lejlighed til at se, hvad ekspeditionens deltagere havde indsamlet i Yemen og at læse deres notater og manuskripter.

    De konstaterede, at nogle konkylier var angrebet af fugt og misfarvede, og de mange glas med orme, slanger og insekter i sprit var delvis gået i stykker og uden sprit, så noget var rådnet. Missionærerne fyldte ny sprit på de præparater, der kunne reddes, og de tørrede fiskehuder blev pakket ind i nyt papir. Flere kasser blev udskiftet, mens andre blev repareret.

    Da ekspeditionens gods var klar til afskibning med Asiatisk Kompagnis skib ”Dronning Juliane Marie”, der skulle til Canton og hente bl.a. kinesisk te, opstod der tvivl hos skibets kaptajn. Kunne noget af godset gå i forrådnelse, og kunne de tørrede fiskehuder og spritten afgive lugt, som ville skade den fine te? Kaptajnen var mest til sinds at lade godset blive transporteret med et andet skib, men missionærerne gik ombord og fik overtalt kaptajnen til at medtage de indsamlede genstande.

    Vi må formode, at missionærerne ved istandsættelsen af godset fik stor respekt for ekspeditionens resultater, og at de følte, at de ved deres indsats kunne få en lille del i æren for, hvad ekspeditionen havde opnået. Det må derfor have været i deres interesse at få godset til København så hurtigt som muligt.

  • Konkylier på langfart: Transporten af ekspeditionens gods til København

    Asiatisk Kompagni transporterede ekspeditionens gods til København, men ad en stor omvej den halve klode rundt.

    Det var sandsynligvis Asiatisk Kompagnis købmand Georg Huulbech, der sørgede for, at de genstande, som var blevet indsamlet af Niebuhr og hans rejsefæller, blev overdraget i kompagniets varetægt og transporteret fra Bombay til handelsstationen i Calicut. Her blev de i januar 1764 modtaget af kompagniets lokale chef Peder Scheel, der var en ilter gnavpot, men en dygtig administrator.

    Kompagniet fik ikke penge for transporten, og Peder Scheel har næppe haft interesse for ekspeditionens gods, og da han ikke havde fået nogen meddelelse om godsets videre transport, blev det sat på lager. Her stod det i 16 måneder i det fugtige og varme klima i det sydvestlige Indien.

    I september 1764 fik Peder Scheel ordre fra guvernøren om at sende de indsamlede genstande til Tranquebar ved førstkommende skibslejlighed. Dette skete imidlertid ført i maj 1765, da Asiatisk Kompagnis skib ”Calicut”, der var bygget på et lokalt værft, skulle ud på sin jomfrurejse. En måned senere ankom ekspeditionens gods til Tranquebar. Her konstaterede man, at genstandene var i meget ringe stand, men det lykkedes dog missionærerne i byen at rette op på nogle af skaderne.

    Kinesisk te og tørret fisk

    Den 21. juni 1765 anløb ”Dronning Juliane Marie” Tranquebar på sin rejse fra København til Canton i Kina. I Tranquebar ventede man også et andet kompagniskib, ”Grevinde Moltke”, som skulle hente varer i den sydøstindiske by for derefter at gå direkte til København, men man vidste ikke, hvor dette skib befandt sig her i midten af 1765.

    Få dage før ”Dronning Juliane Marie” påbegyndte sejladsen til Canton, måtte guvernøren beslutte, om ekspeditionens gods skulle sendes en stor og risikabel omvej via Kina, eller om han skulle vente på ”Grevinde Moltke”. Kaptajn Mathias Smit på ”Dronning Juliane Marie” var betænkelig ved at få genstandene med på sit skib, da han frygtede for, at de mange præparater i sprit og de letfordærvelige tørrede fiskehuder kunne skade de fine teer, som blev importeret fra Kina, og som normalt gav kompagniet store indtægter.

    Guvernøren var derfor indstillet på at lade godset afvente ”Grevinde Moltke”. Men ved missionærernes mellemkomst endte det alligevel med, at kaptajn Smit tog det ombord, efter at guvernøren havde udarbejdet en liste over kasserne. Her var det angivet, hvilke kasser der indeholdt ”farlige” genstande og derfor burde anbringes på særlige steder, hvor teen ikke kunne lide overlast. Den 23. juli 1765 blev effekterne fra Den Arabiske Rejse bragt ombord, og dagen efter lettede skibet anker og stævnede mod Canton.

    ”Grevinde Moltke” havde en vellykket sejlads, men det passerede forbi Tranquebar og gik direkte til Frederiksnagore i Bengalen, hvorfra det i februar 1766 sejlede retur til Danmark uden at kaste anker ved Tranquebar. Ekspeditionens gods kunne derfor ikke have været med dette skib.

    Linker til kort over ruten i fuld størrelse.
    Rejseruten for ekspeditionens gods fra Mocha i Yemen til København. Ved hver by er øverst angivet dato for godsets ankomst og nederst dato for afrejse. Genstandene blev transporteret i 4 forskellige skibe:
    1: Fra Mocha til Bombay på det engelske skib ”Bombay Merchant” under kommandør John Martin
    2: Fra Bombay til Calicut på et ukendt, men sandsynligvis engelsk skib
    3: Fra Calicut til Tranquebar på Asiatisk Kompagnis skib ”Calicut” under kaptajn Jens Grønbeck
    4: Fra Tranquebar til København på Asiatisk Kompagnis skib ”Dronning Juliane Marie” under kaptajn Mathias Christian Smit

    Hjemvejen den halve klode rundt

    Linker til billedet af skibet Juliane Marie i fuld størrelse
    Der eksisterer kun ganske få billeder af Asiatisk Kompagnis skibe. Et af dem forestiller ”Dronning Juliane Marie”. Kompagniets skibe var de største danske handelsfartøjer i 1700-tallet. Mange af Kinafarerne havde en drægtighed på 300-450 kommercelæster (á 2 registertons). Langt de fleste af de fartøjer, som sejlede i de danske farvande på denne tid, lå på under 20 kommercelæster. Foto: Museet for Søfart.

    ”Dronning Juliane Marie” returnerede til København den 7. juli 1766 efter en sejlrute fra Tranquebar via Malacca, Canton, Jakarta og Skt. Helena. Turen varede et år, hvoraf mere end 3 måneder blev tilbragt i havnen i Canton, mens skibet blev fyldt med kinesiske varer.

    Ruten på kortet er tegnet på grundlag af skibets protokoller. På hele den lange tur den halve klode rundt blev der næsten dagligt gjort notater i disse bøger, men kun en enkelt gang blev godset nævnt. Det var den 28. juli 1765, hvor det blev noteret i skibsprotokollen, at en kasse var blevet taget op fra agterlasten af frygt for rottegnav.

    På trods af den lange rejse og den til tider hårdhændede behandling, kom ekspeditionens gods til København i så god stand, at man endnu i dag kan se de tørrede fiskehuder og konkylierne på Statens Naturhistoriske Museum.

  • Brevskriveren Niebuhr: Mennesket bag videnskabsmanden
    Linker til Niebuhrs brev til Horn i fuld størrelse
    Niebuhr skrev 2 breve til englænderen Horn, som han boede hos i Konstantinopel (Istanbul). I det ene (afsendt fra Østeuropa) beroligede han sin ven om, at han ikke var den europæer, der nyligt var blevet dræbt af røvere i Polen. (Rigsarkivet: TKUA: Realia, Den Arabiske Rejse)

    Kærlighed, mindreværd og brok over dagligdagens små problemer. Som brevskriver viser Niebuhr mere menneskelige sider af sig selv. Brevene giver et andet og mere nuanceret billede af den ellers så kontrollerede, objektivt iagttagende videnskabsmand.

    I tre breve fra sommeren 1767 fortalte Niebuhr om stort og småt fra sin hjemrejse fra Konstantinopel (Istanbul) til Warszawa. Modtagerne var gode venner i Konstantinopel, som han talte fortroligt med. Han skrev om den rejsendes genvordigheder ved tolden, om faren for røvere og mordere på landevejen, om at spise hos konger og om kærlighed.

    ”min kære, smukke pige frk. A”

    I Konstantinopel havde Niebuhr mødt en ung dame, som han tydeligvis nærede varme følelser for. I starten nøjedes de med at sende hilsener til hinanden, men i løbet af sommeren 1767 udvekslede de også breve, som de sendte gennem en fælles ven.

    Vi ved ikke, hvem hun var. Niebuhr omtalte hende kun som ”min kære, smukke pige frk. A” eller som ”en fin, smuk og behagelig dame fra Hamborg”. Han havde sandsynligvis mødt hende hos den danske konges charge d’affaires, englænderen Horn, som han boede hos i Konstantinopel i 1767. Niebuhr og Horn var gode venner, hvilket fremgår af både brevene og rejsebeskrivelsen.

    Romancen blev ikke til mere. I 1773 giftede Niebuhr sig med Christiane Sophie Blumenberg, som han fik to børn med.

    ”jeg svarede nogle gange meget dårligt”

    I Polen blev Niebuhr inviteret til at spise ved hoffet. Kongen stillede ham mange spørgsmål om rejsen, men Niebuhr var ikke tilfreds med sine svar. Han beskrev levende, hvordan han skulle svare på kongens spørgsmål foran fyrster, biskopper og andre store mænd – ja, selv tjenerne var klædt ud som gentlemen!

    Det har ikke været nemt for bondesønnen Carsten Niebuhr at begå sig i de finere kredse. Han spurgte, om brevets modtager kunne huske, hvor bange han var for at konversere med ambassadører og lignende i Konstantinopel. Nu var han trods alt mere modig og mere ivrig efter at lære konversationens kunst.

    Men, konkluderede Niebuhr: ”Tålmodighed! Rom blev ikke bygget på en dag”. Og således ville han heller ikke med ét slag blive en dannet mand i konversationen.

    Stanislaus Augustus på billedet til højre var konge i Polen 1764-1794. Han havde altså kun været regent i få år, da Niebuhr rejste igennem Polen på vej hjem til Danmark. Kongen viste stor interesse for Niebuhrs rejse til Arabien. Niebuhr roste ham efterfølgende i sin rejsebeskrivelse som en meget klog og god konge.

    Det er da heller ikke til at få ordentlige tjenestefolk!

    Niebuhr rejste ikke helt alene. Hele tiden havde han en tjener med sig, men det var ikke uden problemer. I Polen, beklagede han sig, var det meget svært at få ordentlige tjenestefolk. Han var således efterhånden på sin 3. polske tjener! I Warszawa fik Niebuhr endelig en dansk tjener, og han håbede, at den nye mand ville være bedre end den polske tjener, han netop havde måtte lade gå.

  • Rigsarkivets arkivalier fra Den Arabiske Rejse

    Man kan finde oplysninger om Den Arabiske Rejse og Niebuhrs liv mange steder i Rigsarkivets samlinger. Det er ikke muligt at opstille en samlet liste over de arkivalier, der kan bruges til at studere disse emner. Men enkelte protokoller og arkivpakker kan udpeges som særligt interessante.

    Fem pakker specielt om Den Arabiske Rejse og Niebuhr

    Fem arkivpakker handler udelukkende om Den Arabiske Rejse og Niebuhr. Hver af dem indeholder flere hundreder papirer. Selv om disse arkivalier har været brugt af mange forskere og forfattere, rummer pakkerne stadig meget materiale, som endnu ikke er blevet udnyttet.

    Tyske Kancelli, Udenrigske Afdeling (TKUA): Realia, Den Arabiske Rejse I-III, 1756-70 (pakke 3-003, 004 og 005)

    Disse tre pakker indeholder fortrinsvis korrespondance. Der er bl.a. en del breve fra Niebuhr og de andre rejsedeltagere til A.G. Moltke og J.H.E. Bernstorff, som reelt var Danmarks stats- og udenrigsministre i første halvdel af 1760’ene. Der er også mange breve og andre tekster fra slutningen af 1750’erne, hvor rejsen blev forberedt. Manuskriptet til bogen med de 100 spørgsmål, som skulle besvares af ekspeditionen, findes i pakke 3-005. Her ligger også von Havens redegørelse for rejsen mellem Suez og Sinai i september 1762. Enkelte breve indeholder aftegninger af hieroglyffer og andre indskrifter samt kort og illustrationer.

    Reviderede regnskaber, Videnskabelige Institutioner m.m., Kaptajn C. Niebuhrs rejse 1760-67

    Denne pakke indeholder Niebuhrs samlede regnskab for hele rejsen og hans hæfte med notater om de løbende udgifter fra august 1761 til udgangen af 1763. Desuden er der et større antal regnskabsbilag, og de belyser alt fra indkøb af manuskripter, naturalier og medicin til aflønning og begravelse af ekspeditionsdeltagere samt Niebuhrs udgifter til husleje i Bombay.

    Håndskriftsamlingen, XV. Speciel personalhistorie, Niebuhr-slægten (pakke 108)

    Her er der et stort antal fotos af breve, som opbevares i arkiver og biblioteker i Berlin og Göttingen, og som har tilknytning til Carsten Niebuhr og Den Arabiske Rejse. Der ligger også en del maskinskrevne afskrifter af breve fra rejsens forberedelsesfase (1756-60). Det drejer sig bl.a. om tekster af J.D. Michaëlis, J.H.E. Bernstorff og Peter Forsskål. Endelig er der en del breve og notater af nyere dato, bl.a. et brev fra 1938, hvor Louis Bobé har redegjort for, hvor nogle af de mest relevante arkivalier befinder sig.

    Fund i Asiatisk Kompagnis arkiv

    Asiatisk Kompagni, Afdelingen i Trankebar:

    I dette arkiv har Asger Svane-Knudsen i 2011 fundet en lang række hidtil upåagtede arkivalier om hjemsendelsen af ekspeditionens indsamlede genstande fra Tranquebar til København. Blandt arkivalierne er fire breve fra Niebuhr, hvoraf det ene tillige er underskrevet af Kramer. Arkivalierne vedrører kompagniets organisering af hjemtransporten samt behandling af en veksel fra Niebuhr.  Arkivalierne findes i:

    Tranquebarske rapportbøger, 1695-1778 (pakke 1298-1300)

    Rådets kopibøger over udgående breve, 1733-1779 (pakke 1415)

    Indkomne breve til rådet III, 1750-1778 (pakke 1374, inkl. de 4 nyfundne breve fra Niebuhr)

    Indkomne breve til rådet II, 1750-1778 (pakke 1325A)

    Kopibøger over indkomne breve, 1735-1778 (pakke 1358)

    Asiatisk Kompagni, Afdelingen i København:

    Rejsen fra Tranquebar via Canton i Kina til København varede fra 24. juli 1765 til 6. juli 1766. Den lange transport af arkivalier er dokumenteret i skibs- og negotieprotokollerne for Asiatisk Kompagnis skib ”Dronning Juliane Marie”. Ekspeditionens kasser med genstande omtales også flere gange i disse protokoller:

    Skibsprotokoller for skibe til Kina, 1738-1834 (pakke 915-916)

    Negotieprotokoller for Kinafarere, 1735-1833 (pakke 1155-1156B)

  • Litteratur om Den Arabiske Rejse

    Litteraturen om Den Arabiske Rejse og dens videnskabelige resultater er meget omfattende. Man kan få en god introduktion i:

    Stig T. Rasmussen, red.: Den Arabiske Rejse 1761-1767. En dansk ekspedition set i videnskabshistorisk perspektiv, 1990/1997.

    Denne bog indeholder bl.a. en oversættelse af den kongelige instruks for ekspeditionens deltagere samt artikler, der sammenfatter resultaterne inden for botanik, zoologi, kartografi, filologi, kildeafskrifter m.m. Desuden er der et genoptryk af Icones rerum naturalium – en bog fra 1776, hvor Niebuhr publicerede tegninger af planter og dyr, som Forsskål havde registreret under Den Arabiske Rejse. Bogen er også forsynet med en fyldig litteraturliste.

    I de senere år er der (gen)udgivet en række væsentlige kilder om rejsen og dens aktører. Flere af disse bøger indeholder gode indledningskapitler med mange litteraturhenvisninger. Det drejer sig om:

    Beskrivelse af Arabien ud fra egne iagttagelser og i landet selv samlede efterretninger affattet af Carsten Niebuhr, 2009.

    Med indledning af Niels Peter Lemche. Oversat fra tysk af Hans Christian Fink. Værket kan betragtes som Niebuhrs officielle afrapportering af hans resultater vedrørende udforskning af Arabiens geografi og etnografi. Bogen udkom i 1772.

    Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, bd. I-II, 2003-04. Med indledning af Michael Harbsmeier. Oversat fra tysk af Hans Christian Fink. Værket, som er Niebuhrs rejsedagbog, udkom i tre bind i hhv. 1774, 1778 og 1837.

    Min Sundheds Forliis. Frederik Christian von Havens rejsejournal fra Den Arabiske Rejse 1760-1763, 2005. Udgivet af Anne Haslund Hansen og Stig T. Rasmussen.

    Barthold Georg Niebuhr: Carsten Niebuhrs liv, 2004. Oversat fra tysk af Anette Petersen. Forfatteren, der var søn af Carsten Niebuhr, udgav bogen i 1817 – to år efter faderens dødsfald.

    I forbindelse med udgivelsen af Niebuhrs og von Havens rejsebeskrivelser er der udkommet flere temahæfter i publikationsrækken Carsten Niebuhr Biblioteket. Hvert af disse hæfter (7:2004, 9:2005 og 19:2009) indeholder en række artikler med relation til Den Arabiske Rejse.

    Andre nyere bøger og artikler med relation til emnet

    John Andersen: Rejser til det lykkelige Arabien. På sporet af Carsten Niebuhr, 2012.

    Ib Friis, Michael Harbsmeier & Jørgen Bæk Simonsen, eds.: Early Scientific Expeditions and Local Encounters. New Perspectives on Carsten Niebuhr and ‘The Arabian Journey’, 2013.

    Anne Haslund Hansen: Niebuhrs museum. Souvenirs og sjældenheder fra Den Arabiske Rejse 1761-1767, 2015.

    Dieter Lohmeier, hrsg.: Mit Carsten Niebuhr im Orient. Zwanzig Briefe von der Arabischen Reise 1760-1767, 2011.

    Jørgen Mikkelsen: Cultural encounters between Europeans and Arabs: Carsten Niebuhr’s reflections on cities of the Islamic world (1761-67), in: Mohammad Gharipour & Nilay Özlü, eds.: The City in the Muslim World. Depictions by Western Travel Writers, 2015, s. 121-142.

    Jørgen Mikkelsen: På rejse i Orienten – nogle rejseråd fra Carsten Niebuhr, Siden Saxo, nr. 4, 2011, s. 5-13.

    Asger Svane-Knudsen: Den Arabiske Rejse og Asiatisk Kompagni 1763-1766. Fire breve og en veksel fra Carsten Niebuhr i Bombay til guvernør Abbestée i Trankebar, Danske Magazin, bind 51, 2012, s. 483-513.