Da abort ikke var en sag for kvinden

For 40 år siden vandt kvinderne retten til at bestemme over deres egen krop. Sådan så abortforkæmperne på loven om fri abort, som trådte i kraft den 1. oktober 1973.

Af Annette Østergaard Schultzt, arkivar og seniorforsker. 

Før 1973 var det ikke kvinden selv, men fagfolk, der afgjorde, om graviditeten skulle gennemføres, eller om der var tilstrækkelig grund til at foretage en abort.

Da ‘Britta’ bliver gravid i slutningen af 1960’erne og gerne vil have en abort, skal hun overbevise en række fagfolk – læger, gynækologer og psykiatere – om, at abort er den rigtige løsning for hende. Britta er ikke hendes rigtige navn, men hendes historie fremgår af Mødrehjælpens klientsager.

Britta magter ikke endnu et barn

Britta er 34 år, gift for anden gang og mor til fire børn, og nu venter hun sit femte barn. Efter Britta og hendes mand fik deres første fælles barn for 2 år siden, har manden ændret sig. De tre ældste børn bliver konstant rettet på og skældt ud. De er blevet kuede og nervøse, bider alle tre negle, og den yngste er blevet sengevæder.

Britta tænker: Det her holder ikke, vi må gå fra hinanden – og nu er jeg gravid igen. En vinterdag går Britta til sin egen læge, som efter undersøgelsen sender hende videre til Mødrehjælpen. Der er ingen somatiske grunde til at gennemføre en abort. Så Britta sendes videre til en psykiater.

Hun fortæller psykiateren, at hun og hendes mand nu er blevet enige om at søge separation. Hun kan hverken se sig som enlig mor til fire eller fem børn. Hvordan vil du reagere, hvis du får et afslag? spørger psykiateren. Så må jeg jo klare det selv, svarer Britta. Psykiateren noterer i sine papirer, at den snak om separation nok mest er spil for galleriet, og derfor får hun afslag på abort.

Psykiaterens vurdering af Britta

Da Mødrehjælpens socialrådgiver fortæller Britta om udfaldet, tager Britta det roligt, idet hun gentager, at så må hun jo selv ordne det. Men det gør hun dog ikke. Britta føder barnet. Det er noteret på Mødrehjælpens journalomslag, så en vis opfølgning har der været fra Mødrehjælpens side.

Udsigterne for de tre ældste børns mentale sundhed i et fortsat ægteskab er ikke et emne for psykiateren. Det er det heller ikke efter loven. Det er moderens psykiske tilstand, han skal vurdere. Et ustabilt ægteskab med børn fra to forskellige ægteskaber kan vel godt blive en trussel for Brittas psykiske helbred. Men psykiateren vurderer ikke, at Brittas situation er omfattet af det sociale abortkriterium.

I sidste ende ved kun den kvinde, som her i artiklen er blevet kaldt Britta, om psykiaterens vurdering viste sig at være rigtig. Og det er i virkeligheden nok en vigtig pointe ved loven om fri abort.

Lov om fri abort: Kvindens valg

Havde Britta stået i samme situation omkring fem år senere, havde hun kunnet nøjes med at henvende sig til sin egen læge. Han skulle efter en samtale med hende henvise hende til et hospital, hvor hun kunne få udført indgrebet. Måske var hun gået hele vejen. Men det kan også være, at hun undervejs var nået til samme konklusion som psykiateren.

Med loven om fri abort inden udløbet af 12. svangerskabsuge blev det op til kvinden selv at vurdere sin situation og påtage sig ansvaret, hvis hun afbrød sin graviditet. Det er blevet kaldt en sejr for befolkningens retsfølelse.

+ Åben alle- Luk alle
  • Det sociale abortkriterium

    I 1937 blev provokeret abort lovlig, når graviditeten var et resultat af en voldtægt, eller når indgrebet var nødvendigt for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred.

    En kvinde kunne også få abort, hvis der var risiko for, at barnet på grund af arvelige anlæg kunne blive f.eks. åndssvag eller komme til at lide af en alvorlig og uhelbredelig legemlig sygdom.

    Ved loven i 1956 blev det sociale abortkriterium tilføjet. Det gemte sig bag uddybningen i loven:

    “Når svangerskabets afbrydelse er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. Ved bedømmelsen af denne fare skal der på grundlag af en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, tages hensyn ikke alene til fysisk eller psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande.”

    Loven rummede også den tilføjelse, at kvinden også kunne have så alvorlige psykiske eller fysiske defekter, at hun måtte anses for uegnet til at tage vare på et barn.

    Indebar situationen ét af de fire kriterier (voldtægt, fare for kvindens helbred, risiko affødt af barnets arvemasse eller moderens formentlige manglende evne til at tage vare på et barn), kunne der gennemføres en abort inden udløbet af den 16. svangerskabsuge.

    Der blev oprettet abortsamråd i forbindelse med mødrehjælpsinstitutionerne for at afgøre, om ét af kriterierne var til stede. Samrådene bestod af mødrehjælpsinstitutionens leder eller en anden medarbejder med tilsvarende uddannelse og to læger, så vidt muligt én med speciale i gynækologi eller kirurgi og én med speciale i psykiatri.