Viborg Rådstue – Fattigvæsenet – Fattig-distributionsprotokol 1783-1810

Danmark fik et offentligt fattigvæsen i 1708. Det blev administreret af lokale fattiginspektioner, som uddelte hjælp til de mest trængende. Hovedparten af beløbet kom fra en ”frivillig gave”, der blev indsamlet blandt den bedrestillede del af lokalbefolkningen.

Den 24. september 1708 blev der udstedt to forordninger om fattigvæsenet i Danmark. Den ene handlede om forholdene i København og var i brug indtil 1799. Den anden drejede sig om købstæderne og landområderne i det danske kongerige (Danmark nord for Kongeåen), og den blev først erstattet i 1803.

Forordningerne fra 1708 forbød alt tiggeri i Danmark. Til gengæld blev de lokale myndigheder pålagt at give de mest trængende beboere en nødtørftig hjælp. I alle købstæder og landsogne skulle der oprettes en fattiginspektion til at løse denne opgave. Den bestod af præsten og nogle få borgere eller bønder. Inspektionen skulle hvert år udarbejde en liste over de personer, som fortjente at få støtte og angive, hvor megen hjælp de hver især skulle have.

Lovgiverne opererede med tre klasser af almissemodtagere på landet. 1. klasse – der havde højst prioritet – bestod af ”blinde, sengeliggende og dem, der slet intet kan fortjene”, mens 2. klasse omfattede ”små, forældreløse børn”, der måtte sættes i pleje. I 3. klasse anbragte man de personer, ”som formedelst slet helbred, mange små børn eller andre lovlige årsager” ikke var i stand til at tjene tilstrækkeligt til at overleve, men her kunne det kun komme på tale at yde en begrænset hjælp.

Der blev ikke opstillet nogle kriterier for uddeling af fattighjælp i købstæderne, men det ser ud til, at man her generelt har brugt de samme retningslinjer som på landet. Overalt synes enlige, ældre kvinder at have været dominerende blandt almissemodtagerne, hvorimod man finder meget få ægtepar og enlige mænd i 1700-tallets lister over støtteberettigede, Dette hænger sammen med, at der generelt var flere kvinder end mænd i de ældste aldersklasser.

I nogle købstæder havde fattigvæsenet en del renteindtægter ved udlån af penge og bortleje af jord. Men ellers bestod fattigvæsenets vigtigste indtægtskilde i 1700-tallet af en såkaldt ”frivillig gave”, som de enkelte borgere skulle tegne sig for ved årets begyndelse. I mange byer kneb det imidlertid ofte med at få folk til at betale, hvad de havde lovet, og nogle steder fandt fattiginspektionen det derfor undertiden nødvendigt at reducere antallet af almissemodtagere for at få økonomien til at hænge sammen.

Viborg er en af de købstæder, hvor det er muligt at følge fattiginspektionens uddeling af hjælp gennem en årrække, om end vi kun har en protokol bevaret fra og med 1783. I Viborg blev de personer, som stod på modtagerlisten, hver uge tildelt et bestemt beløb, som de selv måtte forvalte. Samme fremgangsmåde har man formentlig brugt i mange andre købstæder i 1700-tallet.

På landet var naturalieforsorg derimod vidt udbredt. Mange steder skete det i form af omgangsforsørgelse, idet almissemodtagerne på skift spiste middag hos en række af sognets gårdmænd.

+ Åben alle- Luk alle
  • Fattig-distributionsprotokol – Læs mere om arkivserien her

    Viborgs fattig-distributionsprotokol indeholder oplysninger om alle de personer i byen, der fik fattighjælp fra det offentlige i årene 1783-1810. For hver gang en person blev optaget på listen eller gled ud af den, er baggrunden for dette anført.

    Protokollen var i brug længe efter, at der blev gennemført en ny fattiglov i 1803. Det skyldes formentlig nogle lokale problemer ved overgangen til den nye administrationsform. Disse problemer, der blev løst i 1810, er beskrevet i: Henning Ringgaard Lauridsen, red.: Viborgs historie, bd. 2 (1726-1940), 1999, s. 104-107, hvor nogle af protokollens oplysninger også er udnyttet.

    Protokollen gør det muligt at studere fattigvæsenets administration på lokalt plan i en periode, hvor der blev fremført mange nye ideer om socialforsorg i Danmark. Men man kan også kombinere oplysningerne om personer i denne kilde med informationer fra bl.a. folketællinger, kirkebøger, skifteprotokoller, brandtaksationer og skatteligningstakster. Mange af disse kildetyper findes i arkiverne fra Viborg Rådstue og Viborg Byfoged.

  • Viborg Rådstue – Læs om arkivskaberen her

    Købstæderne udgjorde indtil 1970 selvstændige forvaltningsenheder. De arkivalier, som blev skabt hos disse myndigheder betegnes indtil 1868 som rådstuearkiver og herefter som købstadskommunearkiver.

    Ved registreringen af rådstuearkiver har man tidligere benyttet en bestemt model, således at hvert forvaltningsområde, fx brandforsikring, fattigvæsen, havnevæsen, skattevæsen og skolevæsen har fået et bestemt forbogstav.

    Denne registreringsmetode blev forladt, da arkivalierne blev registreret i DAISY. Her har man til gengæld for nogle rådstuearkiver valgt at operere med en del underordnede arkivskabere. Det gælder bl.a. for Viborg Rådstue, hvor alle arkivalier om socialforvaltning findes under Fattigvæsenet, mens fx skattelister ligger under Kæmnerkontoret. For Slagelse Rådstues vedkommende er alle arkivserier derimod registreret direkte under rådstuen.

Se arkivalierne her