Kjeldgård gods – Fæsteprotokol 1710-1835

Af fæsteprotokollerne fremgår det, hvem godsejeren lod bruge de enkelte gårde og husmandssteder på sin jord. Her har du altså en af de væsentligste kilder til at undersøge, hvordan de lokale ressourcer var fordelt.

Fæsteprotokollerne indeholder godsejerens egen kopi af de fæstebreve, han udstedte til sine fæstere. De blev normalt indført i kronologisk orden, efterhånden som de blev udstedt.

Et fæstebrev var nærmest det samme som en lejekontrakt. Fæstebrevene indeholder oplysninger om, hvilket brug (hvilken gård eller hvilket hus) der var tale om, hvor stort det var, hvem der fæstede det og ofte også hvem den afgående fæster var, og hvornår fæstebrevet trådte i kraft. Derudover blev det meget detaljeret beskrevet, hvad fæsteren skulle yde til gengæld for at få overdraget brugsretten til gården/huset.

+ Åben alle- Luk alle
  • Fæsteprotokol – læs mere om arkivserien

    Det blev i 1719 ved lov bestemt, at godsejeren havde pligt til at udfærdige alle fæstebreve i to eksemplarer (et til fæsteren og et – en kopi – til godsejeren), foruden at alle fæstebreve skulle indføres i en dertil indrettet fæsteprotokol. Derfor findes der ofte fæsteprotokoller fra dette år og fremefter fra de enkelte godser.

    En yderligere oplysning, man ofte får i fæstebreve, er, hvor fæsteren er født eller kommer fra. Det kan være vigtigt at vide, hvis man vil lave livshistoriske studier – og dermed har brug for at undersøge, hvilken baggrund fæsteren havde.

    Bag i Kjeldgårds fæsteprotokol findes et alfabetisk navneregister, der er udfærdiget i en senere tid.

  • Kjeldgård gods – læs om arkivskaberen her

    I udgangspunktet var en godsejer den person, der ejede en hovedgård og det dertil hørende bøndergods. Bøndergodset bestod af en række større eller mindre brug (fra gårde til huse uden jord), som godsejeren var forpligtet til at fæste (leje) bort til den lokale landbobefolkning.

    Med til positionen som godsejer hørte en række rettigheder og forpligtelser. Ejede en godsejer tilstrækkeligt meget jord, kunne han opnå skattefrihed – men til gengæld var han ansvarlig for, at hans fæstebønder betalte de skatter, der skulle betales til kongen.

    Han havde også rettigheder og pligter direkte i forhold til sine bønder: han var forpligtet til at føre en protokol over de fæstebreve (lejekontrakter), han havde udstedt til bønderne, og han var skifteforvalter, når en af bønderne døde.

    Det er i hans egenskab af skifteforvalter, vi her møder godsejeren til Kjeldgård. Kjeldgårds historie som hovedgård kan spores tilbage til 1500-tallet. Den nuværende hovedbygning er bygget i slutningen af 1700-tallet.

    Du kan læse mere om forholdene på Kjeldgård i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet i Asbjørn Romvig Thomsen: ”Den gode, den griske – og den gale godsejer”, i Signe Steen Boeskov m.fl. (red.): ”Det pryder vel en Ædelmand”, Dansk Center for Herregårdsforskning (2010), pp. 83-102. Fokus i artiklen er på nabogodset Jungetgård, men der sammenlignes med forholdene på Kjeldgård.

Se arkivalierne her