/Stemmeoptaelling_340.jpg)
|
|
Stemmerne skal til at tælles op i Fyns Forsamlingshus i Odense ved valget i 1953. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv) |
I dag kan alle danskere stemme, men for 100 år siden kunne kun 15 % stemme.
Af Christian Larsen, Rigsarkivet
Den 15. september 2011 var danskerne ved stemmeurnerne for at afgøre, hvem der skal lede Danmark i de næste fire år. Denne demokratiske ret har danskerne haft i over 160 år. Og i arkiverne kan man se, hvordan der er blevet stemt lige siden grundloven af 1849.
I perioden 1849-1915 var det kun uberygtede mænd over 30 år, der havde valgret. For at have valgret skulle man desuden opfylde en række betingelser, fx skulle man have haft fast bopæl i valgkredsen 1 år forud for valget. Og man måtte ikke have modtaget fattighjælp uden at have betalt den tilbage eller fået den eftergivet.
Reglerne betød, at 85 % af danskerne ikke kunne stemme til Folketinget. Reglerne var skabt ud fra en tankegang om, at det kun var mænd med en selvstændig økonomi og uplettet ry, der kunne tildeles stemmeret. For ellers ville landet blive forvandlet til et pøbelvælde.
Når man skulle stemme, foregik det ved, at vælgerne samledes på torvet i den nærmeste større by. Her præsenterede kandidaterne sig, og man kunne stille spørgsmål til dem. Afstemningen foregik ved, at man rakte hånden i vejret. Hvis der var hænder nok i vejret, havde folketingskandidaten vundet.
Hvis en af kandidaterne ønskede skriftlig afstemning, skulle vælgerne fortælle de valgtilforordnede, hvem de ville stemme på. Det blev så nedskrevet i en særlig valgprotokol. Det betyder, at vi i dag kan se, hvem vores forfædre stemte på, fordi protokollerne er blevet afleveret til arkiverne.
Med grundloven af 1915 fik kvinderne valgret og kunne vælges til Folketinget og Landstinget. Det første folketingsvalg efter den nye grundlov blev afholdt i 1918, hvor der var 402 opstillede kandidater. Hovedparten af dem var mænd, og kun 41 var kvinder. Fire af kvinderne blev valgt til Folketinget.
I de første årtier efter 1915-grundloven var de kvindelige kandidaters antal meget begrænset, og kun 15-30 kvinder stillede op. Det ændrede sig ved befrielsesvalget i 1945, hvor 10 procent af kandidaterne var kvinder.
Det næste store spring kom i 1970'erne og 1980'erne, hvor også antallet af kvindelige folketingsmedlemmer steg markant. Forud for valget i 1971 var der 19 kvinder på tinge, men vælgerne forhøjede dette tal til 30. 1970'erne bragte endnu en fremgang til de kvindelige politikere ved valget i 1979. Der var kun var opstillet 16 kvindelige kandidater mere end ved valget i 1977, men antallet af kvinder i Folketinget blev øget fra 30 til 42.
Ved valget i 2011 var en tredjedel af kandidaterne kvinder, og i det nyvalgte Folketing udgør kvinderne 38 %. I den nye regering er cirka 40 % af ministrene kvinder.
Baggrund
