Else Hansen, arkivar, seniorforsker, ph.d.
En kort præsentation. Juni 2008.
Dansk universitetspolitik var i 1950erne og 1960erne præget af en stærk fokusering på den kvantitative udbygning af universiteter og højere læreanstalter som følge af stigende behov for højtuddannet arbejdskraft, mens vækstens kvalitative aspekter længe blev overset.
På grundlag af omfattende arkivstudier præsenteres studenterprotester mod undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse såvel som de gentagne forslag om at få etableret en samlet statslig central administration for de videregående uddannelser. Universitetspolitikken blev udformet mellem kritik af undervisningen, presserende behov for udbygning, ønsker om central styring og bestræbelser på at opretholde kendte akademiske normer for forskning og undervisning.
I dansk universitetshistorie bliver årtierne før studenteroprøret i 1968 ofte betragtet som en tid, hvor professorerne havde uindskrænket og uanfægtet magt over universiteternes interne forhold, mens politikere og embedsværk hverken havde eller ønskede nogen større indflydelse på universiteternes forhold.
Dette billede bliver imidlertid nuanceret og til dels dementeret af grundige arkivstudier af universitetspolitiske temaer i 1950erne og 1960erne, som viser omfattende kritik af og mistillid til professorernes styring af universiteternes interne styring samtidig med løbende bestræbelser for at få etableret en stærk statslig central styring af universiteterne.
Det er projektets formål at vise bredden, både hvad angår temaer og deltagerkreds, i den kritiske diskussion af universiteternes rolle og funktion, som den i hele perioden kom til udtryk gennem debatindlæg, kommissionsarbejde og interne diskussioner på universiteter og i Undervisningsministeriet.
I løbet af perioden har flere initiativer peget mod øget statslig styring af universiteterne. I Statens Almindelige Videnskabsfond, som blev oprettet i 1952, fik politikere og Finansministeriet således indflydelse på ledelsen, som dog blev domineret af videnskabsfolk.
Det Økonomiske Sekretariat påpegede gentagne gange omkring 1960, at der ikke fandtes samlede planer for udviklingen af de højere uddannelser, hvilket var påkrævet for at sikre, at uddannelserne kunne medvirke til at styrke de økonomisk vigtige eksporterhverv. Disse tanker blev efterhånden udbygget og kom til at danne grundlag for senere stærk central styring af de videregående uddannelser.
Sådanne administrative overvejelser tog ikke sigte på at påvirke universiteternes interne organisering af undervisningen. Det gjorde derimod flere studenterprotester i sidste del af 1950erne. Fra studenterne ved de største fakulteter, det lægevidenskabelige og det rets- og samfundsvidenskabelige, var der krav om at få undervisningen gjort mere effektiv, altså rettet mod de krav, som kandidaterne ville møde på arbejdsmarkedet.
Første del af 1960erne blev især præget af en stigende erkendelse af, at højere uddannelser - særligt på de tekniske og naturvidenskabelige områder - var nødvendig for at sikre fortsat vækst i samfundet. Fra politisk side blev de stigende studentertal anset for at være en gunstig udvikling, mens universiteterne forgæves vægrede sig mod de stigende studentertal.
Formelt var universiteternes selvstyre uanfægtet, men det blev presset af såvel de højrøstet kritiske studenter som af politiske krav om stigende studentertal og af administrative forventninger om øget central styrelse.
Planlægningsrådet for de Højere Uddannelser påbegyndte sin virksomhed i 1965. Forud for rådets oprettelse var gået flere års forhandlinger om, hvordan central styring af de videregående uddannelser skulle udformes, og resultatet var blevet det store og bredt sammensatte råd, som skulle vejlede politikere og ministerium om planlægning af den fortsatte udbygning af universiteter og højere læreanstalter.
Denne konstruktion, som fortsat gav ministeriet den afgørende indflydelse på området, kan betegnes som en "blød" central styring. Planlægningsrådet beskæftigede sig ikke kun med universiteternes kvantitative udbygning, men også med spørgsmål med mere indholdsbetonede aspekter som indførelse af bachelor- eller basisuddannelser, adgangsbegrænsning og oprettelse af universitetscentre.
Analysen viser, hvordan de politiske krav til universiteter og højere læreanstalter efterhånden forandrede de indre betingelser og dermed udfordrede det traditionelle selvstyre.
Universiteternes interne styrelsesforhold blev diskuteret i løbet af 1960'erne. I første omgang ud fra et ønske om effektivisering og samordning i et udvalg under Undervisningsministeriet, der i sin afsluttende betænkning afslørede stor uenighed om bl.a. professorernes fremtidige indflydelse på universiteternes virksomhed. Dernæst under det danske studenteroprør, hvorfra der kom stærke krav om afskaffelse af "professorvældet" begrundet i et ønske om demokratisering.
Noget overraskende viste det sig, at kravene fra politikere og kritiske studenter pegede i samme retning, nemlig mod en ny styrelsesordning, som fratog professorerne deres hidtidige dominans.
I 1970 indførtes en styrelseslov for universiteterne, og dermed fik studenter og ikke-professorale lærere indflydelse på universiteternes interne forhold, men samtidig blev der i Folketingets diskussioner om den nye styrelseslov lagt stor vægt på, at der snarest måtte etableres en central statslig styrelse af universiteter og højere læreanstalter for at varetage koordination og prioritering af planlægning, udbygning og drift.
Dette blev realiseret med etableringen af Direktoratet for Videregående Uddannelser i 1974. Hermed var konturerne for en "hård" central styring fastsat.
Periodens mest iøjnefaldende forandring var de mange nye studenter, men på længere sigt fik det nok størst betydning, at universiteternes opgaver i løbet af 1950erne og 1960'rne blev redefineret. For det første blev det slået fast, at universiteterne ikke blot skulle udvikle de kulturelle aspekter, men også - og i høj grad - bidrage til samfundets økonomiske vækst. For at det kunne ske var en udbygning af de naturvidenskabelige og matematiske fag nødvendig, men det var også nødvendigt, at universiteterne simpelt hen leverede flere kandidater til et stadig mere differentieret arbejdsmarked.
Heraf kom den anden nye væsentlige funktion for universiteterne, nemlig at medvirke til samfundets "demokratisering" ved at modtage studenter fra flere sociale og geografiske områder end tidligere.
Det var nødvendigt for at imødekomme kravet om flere kandidater, men blev præsenteret som et ønske om at imødekomme forventningerne fra den enkelte om at kunne få en uddannelse, som svarede til "lyst og evner" - uafhængigt af social og geografisk baggrund. Generelt spillede kvantitative krav den største rolle i perioden, mens det først sent blev klart, at væksten også ville få kvalitative konsekvenser.
De nye funktioner blev gennemført politisk på trods af universiteternes protester mod de høje studentertal og den disharmoniske fagudvikling. Alligevel blev den praktiske gennemførsel af de nye krav overladt til universiteterne selv, der dog længe vægrede sig mod at gennemføre de interne omlægninger i undervisningen, som de mange nye studerende gjorde nødvendige. Det betød, at der internt på universiteterne kom krav om forandringer i undervisningen fra de studerende. Universiteternes hidtidige organisation og funktion var under politisk pres udefra, mens studenter og ikke-professorale lærere indefra forlangte ændringer.
1960ernes diskussioner kulminerede i 1970 og 1974, dels med indførelse af styrelsesloven, som fratog professorerne deres privilegerede stilling, og dels med oprettelse af Direktoratet for Videregående Uddannelser, der endelig gav mulighed for den centrale styring af universiteterne, som var blevet efterlyst siden 1950erne.
Både politikere, centraladministration og studenter havde gennem årene aktivt plæderet for sådanne forandringer, som skabte grundlag for, at ikke blot videnskabelige erkendelsesinteresser, men i høj grad også samfundsmæssige forventninger til uddannelse og forskning kunne få direkte indflydelse på universiteternes virksomhed.
