Slægtsforskning er din private danmarkshistorie. Det er ikke sikkert, du nedstammer fra konger og riddere, men det betyder ikke, at dine forfædre er en kedelig, grå masse. Statens Arkivers samlinger byder på et væld af spændende historier om almindelige mennesker – historier, der bare ligger og venter på at blive fortalt.
Her kan du læse mere om, hvad slægtsforskning er, og hvordan du kommer godt i gang med at opdage din egen historie.
Den typiske slægtsforsker prøver at finde så mange oplysninger om sine egne forfædre som muligt – forældre, bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre og så videre. Nogle går også den anden vej og leder efter nulevende slægtninge ud fra en fælles forfader.
Den første tid på arkivernes læsesale benytter de fleste slægtsforskere til at finde de mest grundlæggende oplysninger om de enkelte personer: navn, fødselsdag og –sted, dødsdag og –sted, ægtefælle og forældre.
Efterhånden begynder slægtsforskeren dog også at søge efter oplysninger, der ikke bare fortæller om, hvor og hvornår personerne levede, men også mere detaljeret om hvordan de levede. Det kan fx være oplysninger om:
Der findes ingen samlet registrering af Statens Arkivers samlinger, der er så detaljeret, at du blot kan slå et navn op og få en oversigt over alle de dokumenter, der beskriver personens liv.
Du skal selv finde oplysningerne i arkivalierne, så det er vigtigt, at du er så godt forberedt hjemmefra som muligt. Det første, du skal gøre, er at udspørge familiens ældste medlemmer og kigge familiens gemmer igennem og samle så mange oplysninger som muligt om dine forfædre.
Det er også en god idé at gå på et af de mange kurser i slægtsforskning, som udbydes over hele landet, eller at læse en bog om slægtsforskning. Der er udgivet adskillige glimrende håndbøger, der henvender sig til nybegyndere udi slægtsforskningens svære, men spændende kunst.
For at komme godt i gang med slægtsforskningen på dit første arkivbesøg, skal du fremskaffe de nedenstående oplysninger om så mange af dine forfædre som muligt:
Det er normalt ikke så vigtigt, at du har fødselsdagen, bare du kender navnet, et omtrentligt årstal samt ikke mindst kirkesognet. Fødsler og dødsfald blev nemlig registreret kronologisk i de enkelte sognes kirkebøger, og det er først med CPR-registrets indførelse i 1968, vi får et fælles nationalt register med oplysning om enkeltpersoners fødesteder.
Når du har fået samlet de oplysninger, som familien kan give dig, er tiden inde til at konsultere arkivalierne.
Langt de fleste kirkebøger er afleveret fra pastoraterne til Statens Arkiver, hvor man kan se dem på læsesalene. Bemærk, at kirkebøgerne først er almindeligt tilgængelige, når de er 50 år gamle – oplysninger om dødsfald må man dog gerne se allerede efter 10 års forløb.
Statens Arkiver består af syv enheder, herunder de fire landsarkiver i Viborg, Aabenraa, Odense og København. Landsarkiverne dækker hver et geografisk område. De nyere kirkebøger skal du se på det Landsarkiv, som opbevarer kirkebøger fra det sogn du er interesseret i. Finder du kirkebogen i Daisy, kan du se hvilket arkiv der opbevarer kirkebogen.
De ældste kirkebøger, dvs. kirkebøger før 1892, fra hele landet er mikrofilmet og du kan se dem på alle landsarkiverne, på Rigsarkivet og på Erhvervsarkivet
Desuden er de ældste kirkebøger tilgængelige på internet-siden Arkivalieronline, som Statens Arkiver står for.
Det er derfor ikke sikkert, at du i første omgang behøver besøge netop det landsarkiv, som dækker det område, hvor dine forfædre boede, frem for det, der ligger tættest på, hvor du selv bor. Find ud af, hvor du skal hen ved at læse vejledning om brug af kirkebøger.
Hvad du kan finde i arkiverne om de enkelte personer, afhænger dels af, hvordan deres liv forløb, dels af, hvilke arkivalier der er bevaret for eftertiden.
Når du synes, du har identificeret tilstrækkeligt mange af dine forfædre og fundet ud af, hvor og hvornår de levede, vil du nok gerne have lidt mere ”kød på”. Her kan du læse mere om, hvad du kan finde om dine forfædre i Statens Arkiver.